BEK 1432/2010 · Bekendtgørelse for Færøerne om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel
BEK 1432/2010 ст. 10
Specifik information om aftalevilkår og finansielle instrumenter
En værdipapirhandler skal, senest når vedkommende indgår en aftale med en detailkunde om levering af en tjenesteydelse, eller leverer en tjenesteydelse til en detailkunde, hvis dette tidspunkt ligger forud, oplyse om vilkårene for aftalen. Kunden skal samtidig have de oplysninger, der følger af § 11. Senest samtidig med leveringen af tjenesteydelsen skal værdipapirhandleren desuden give en detailkunde de oplysninger, der følger af §§ 11-14 i denne bekendtgørelse og § 4, stk. 3, nr. 1-3 og stk. 7, 1. pkt. i bekendtgørelse for Færøerne om værdipapirhandleres udførelse af ordrer.
Stk. 2. Hvis aftalen på en detailkundes anmodning er indgået ved brug af fjernkommunikation, og værdipapirhandleren derfor ikke er i stand til at overholde de i stk. 1 fastsatte frister, eller hvis aftalen er indgået ved brug af taletelefon og forbrugeren ved begyndelsen af ethvert opkald fra den erhvervsdrivende har fået oplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt navnet på den person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til den erhvervsdrivende, samt om det kommercielle formål med henvendelsen, skal oplysningerne gives til kunden straks efter, at aftalen er indgået eller, at værdipapirhandleren er begyndt at opfylde aftalen.
Stk. 3. Værdipapirhandleren skal give en professionel kunde de oplysninger, der følger af § 13, stk. 3 og 4, senest samtidig med leveringen af en tjenesteydelse.
Stk. 4. Når en værdipapirhandler foretager væsentlige ændringer i de i §§ 11-14 omhandlede oplysninger af betydning for den tjenesteydelse, som leveres til kunden, skal kunden have oplysning herom i rimelig tid inden ændringen. Meddelelsen skal gives på et varigt medium, hvis de oplysninger, den vedrører, blev givet på et varigt medium.