BEK 877/2026 Art. 12
Særligt om sortslisteregistrering af bevaringssorter og hobbysorter
Med henblik på in situ-bevarelse og bæredygtig udnyttelse af plantegenetiske ressourcer kan Plantenyhedsnævnet godkende landracer eller sorter af landbrugsarter og grønsagsarter, hvis oprindelsesregion omfatter Danmark, til registrering på sortslisten med angivelse som »bevaringssort«, hvis nævnet efter et konkret skøn vurderer, at sorten 1) er interessant med henblik på bevarelse af plantegenetiske ressourcer, og 2) på basis af identitetskontrollen, jf. § 14, stk. 4, i tilstrækkelig grad fortsat opfylder kravene i § 5, nr. 1, litra a-c, i forhold til den oprindelige sort.
Stk. 2. For så vidt angår sorter af grøntsagsarter, registreres disse på sortslisten med angivelsen 1) »bevaringssort, hvis frø certificeres i overensstemmelse med artikel 10 i Kommissionens direktiv nr. 2009/145/EF eller kontrolleres i overensstemmelse med artikel 10 i direktivet«, eller 2) »bevaringssort, hvis frø kontrolleres i overensstemmelse med artikel 11 i Kommissionens direktiv nr. 2009/145/EF«.