BEK 28/2026 Art. 6
Areal i Høje-Taastrup Kommune
Delområde 3 udlægges til grønt område, hvor der skal etableres beplantning og andre tiltag til fremme af biodiversitet. Der skal tages udgangspunkt i beplantningsprincippet, som vist på bilag 2. Der kan også etableres adgangsvej til højspændingsstationen inden for delområde 3.
Stk. 2. Delområde 3 er omfattet af udpegning som BNBO. Inden for delområdet må der derfor ikke opføres bebyggelse eller foregå aktiviteter, som vil kunne medføre, at fastsatte målsætninger for grundvandsforekomster ikke vil kunne opnås, jf. direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (Vandrammedirektivet).
Stk. 3. Der kan ske kabellægning inden for delområde 3. Der må ikke opføres tekniske anlæg eller etableres oplagspladser eller parkeringsarealer.
Stk. 4. Inden for delområde 3 kan der etableres vandhuller til fremme af biodiversitet.
Stk. 5. I delområde 3 kan der i forbindelse med anlægsarbejdet etableres midlertidige oplag af ren muld og overjord, som graves op inden for planområdet.
Stk. 6. Der kan i forbindelse med anlægsarbejdet foretages terrænreguleringer med henblik på at bearbejde landskabet omkring højspændingsstationen. Inden for 3 meter fra naboskel må der maksimalt terrænreguleres med +/-0,5 m.
Stk. 7. Efter endt anlægsarbejde i hele planområdet udlægges delområde 3 som et naturområde med offentlig adgang. Der kan etableres stier i grus/stenmel eller som trampestier.
Stk. 8. Der kan etableres en primær adgangsvej fra Solhøjvej gennem delområde 3 til højspændingsstationen, jf. bilag 2.
Stk. 9. Beplantning i delområde 3 skal etableres, så der skærmes væsentligt for indblik til anlægget fra bebyggelsen omkring Solhøjvej. Der skal tages udgangspunkt i beplantningsprincippet, som vist på bilag 2.