BEK 26/2026 Art. 3
En person, som har været medlem af en dansk a-kasse inden for de sidste 5 år, og som har været arbejdsløshedsforsikret i et andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien, kan genoptages i en a-kasse og medregne forsikringsperioder fra det andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien til at opfylde kravet om medlemsperiode i § 53, stk. 1, i loven, jf. stk. 2.
Stk. 2. Det er et krav, at personen inden 8 uger efter, at personen ophørte med at være arbejdsløshedsforsikret i det andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien 1) har bopæl og opholder sig i Danmark, jf. § 41, stk. 1, nr. 1, i loven, og 2) skriftligt søger om optagelse i en dansk a-kasse.
Stk. 3. Lønarbejde og selvstændig virksomhed i det andet EØS-land, Schweiz eller Storbritannien kan medregnes til at opfylde kravet om arbejde i § 53 i loven efter reglerne i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, selv om 8-ugers-fristen i stk. 2 ikke er opfyldt.
Stk. 4. A-kassen kan forlænge 8-ugers-fristen i stk. 2, nr. 2, i tilfælde af barselsorlov eller sygdom i umiddelbar tilknytning til fristens udløb. Fristen kan forlænges med op til 2 år.
Stk. 5. I andre særlige tilfælde kan Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering forlænge 8-ugers-fristen i stk. 2 med op til 2 år.