BEK 1697/2025 · Bekendtgørelse om refusion af løn og pensionsbidrag og ydelser ved konkurs m.v.
BEK 1697/2025 Art. 5
Lønrefusion
Arbejdsgivere, som har indgået en uddannelsesaftale med elever eller lærlinge under erhvervsuddannelse for voksne, der er omfattet af § 66 y, stk. 1, nr. 1, i lov om erhvervsuddannelser, opnår først ret til lønrefusion, når arbejdsgiveren forinden har beskæftiget eleven eller lærlingen på fuld tid i en sammenhængende periode på 3 måneder, eller ved deltidsarbejde i en sammenhængende periode, der svarer til 3 måneders fuldtidsbeskæftigelse.
Stk. 2. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag opgør elevens eller lærlingens ansættelsesperiode i kalenderdage. Elever og lærlinge med en ugentlig beskæftigelse på 37 timer eller derover er fuldtidsansatte svarende til 5,28 timer pr. kalenderdag. For elever og lærlinge med en ugentlig beskæftigelse under 37 timer opgøres kalenderdagene ved at dividere timetallet med 5,28. Kravet om en sammenhængende periode på 3 måneder er opfyldt ved beskæftigelse på fuld tid i en sammenhængende periode på 90 kalenderdage. Beskæftigelse efter uddannelsesaftalens påbegyndelse fastsættes til 37 timer pr. uge. Opfyldes beskæftigelseskravet i løbet af en skoleperiode, udbetales de refusionsberettigede dage, der kan rummes inden for den periode, der ligger efter beskæftigelseskravets opfyldelse.