BEK 1384/2025 · Bekendtgørelse om ioniserende stråling og strålebeskyttelse
BEK 1384/2025 Art. 9
Berettigelse
Brug af strålekilder og stråleudsættelse må alene finde sted, hvis de sundhedsmæssige, økonomiske, samfundsmæssige eller andre fordele ved brugen eller stråleudsættelsen opvejer ulemperne (berettigelse), jf. strålebeskyttelseslovens § 4, stk. 1.
Stk. 2. Inden brug af strålekilder, der adskiller sig væsentligt fra eksisterende berettiget brug, eller brug af strålekilder til nye anvendelsesområder, skal brugen være vurderet berettiget.
Stk. 3. I vurderingen af berettigelsen skal indgå overvejelser om muligheden for benyttelse af metoder, der ikke er baseret på ioniserende stråling, eller der er baseret på strålingsgeneratorer frem for radioaktivt materiale.
Stk. 4. I vurderingen af berettigelsen af brug af radioaktivt materiale skal bl.a. radionuklid, aktivitetsmængde, indkapsling, følsomheden af eventuelle detektorsystemer og muligheden for dosisovervågning tages i betragtning.
Stk. 5. I vurderingen af berettigelsen af medicinsk bestråling skal indgå alder og tilstand for patienten eller personen samt det forventede resultat. Hvis det ikke kan udelukkes, at en patient eller person er gravid, skal risikoen for et eventuelt foster inddrages i overvejelserne om berettigelse.
Stk. 6. Medicinsk bestråling af personer uden symptomer med henblik på tidlig konstatering af sygdom må kun ske som en del af et screeningsprogram eller efter særlig dokumenteret individuel berettigelse i henhold til retningslinjerne fra relevante faglige og videnskabelige selskaber samt fra Sundhedsstyrelsen.
Stk. 7. Berettigelsen skal revurderes, når der foreligger nye oplysninger om strålekilder eller metoders effektivitet eller den ulempe, de medfører, eller når der foreligger nye oplysninger om metoder, der ikke er baseret på ioniserende stråling, eller der er forbundet med reducerede ulemper.