BEK 1384/2025 · Bekendtgørelse om ioniserende stråling og strålebeskyttelse
BEK 1384/2025 Art. 10
Optimering herunder dosisbinding
Brug af strålekilder og stråleudsættelse må alene finde sted, hvis sandsynligheden for og omfanget af stråleudsættelse, herunder antallet af stråleudsatte personer, holdes så lavt, som det med rimelighed er opnåeligt under hensyntagen til aktuel teknisk viden og økonomiske og samfundsmæssige faktorer (optimering), jf. strålebeskyttelseslovens § 5, stk. 1.
Stk. 2. Ved medicinske undersøgelser skal doser holdes så lave, som det med rimelighed er opnåeligt under hensyntagen til de ønskede diagnostiske resultater.
Stk. 3. Ved medicinske behandlinger skal targetområdet og dosis fra behandling fastlægges individuelt. Bestråling af væv, herunder risikoorganer, der ligger uden for targetområdet, skal være så lav, som det med rimelighed er opnåeligt under hensyntagen til behandlingens formål.
Stk. 4. Hvis det i forbindelse med medicinsk bestråling ikke kan udelukkes, at en patient eller person er gravid, skal risikoen for et eventuelt foster inddrages i overvejelserne om optimering.
Stk. 5. Ved medicinsk bestråling, der kan indebære store doser for patienten, f.eks. interventionsradiologi, nuklearmedicin, CT-skanning eller stråleterapi, ved medicinsk bestråling af børn og ved medicinsk bestråling som led i et screeningsprogram skal der benyttes særligt egnede strålekilder, teknikker og udstyr.