BEK 1350/2025 · Bekendtgørelse om tilskud til pleje af græs- og naturarealer
BEK 1350/2025 Art. 19
Forpligtelser
For tilsagnsarealer, hvor tilsagnshaver har valgt plejeformen ekstensiv græsning, jf. § 18 skal tilsagnshaver ved brug af en applikation, som styrelsen stiller til rådighed ved billeder dokumentere, at betingelserne i § 18, stk. 1 og 2, er opfyldt. For billederne gælder reglerne i § 41, stk. 3, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. Kravene til billeddokumentationen efter stk. 1 er: 1) Billederne skal være taget fra og med den 15. oktober til og med den 30. november i tilsagnsåret, jf. dog stk. 7. 2) Billederne skal være indsendt til styrelsen fra og med den 15. oktober til og med den 30. november i tilsagnsåret, jf. dog stk. 7. 3) Billederne skal vise tilsagnsarealet. 4) Billederne skal være taget på tilsagnsarealet.
Stk. 3. Krav til mindste antal indsendte billeder efter stk. 2 opgøres efter følgende: 1) For en mark med tilsagn op til 2 ha: 2 billeder. 2) For en mark med tilsagn op til 4 ha: 4 billeder. 3) For en mark med tilsagn op til 10 ha: 6 billeder. 4) For en mark med tilsagn op til 20 ha: 10 billeder. 5) For en mark med tilsagn på 20 ha eller større: 12 billeder.
Stk. 4. Billederne, jf. stk. 3, nr. 1-5, skal vise græssende dyr på arealet. Dyrene skal være omfattet af §14, stk. 1, nr. 1, dog således, at det alene gælder 1) 1 billede, hvis tilsagnshaver har 1-5 marker med tilsagn omfattet af § 18, 2) 2 billeder, hvis tilsagnshaver har 6-10 marker med tilsagn omfattet af § 18, 3) 3 billeder, hvis tilsagnshaver har 11-15 marker med tilsagn omfattet af § 18 eller 4) 4 billeder, hvis tilsagnshaver har flere end 15 marker med tilsagn omfattet af § 18.
Stk. 5. Antallet af marker med tilsagn omfattet af § 18 opgøres på baggrund af anmeldelse i fællesskemaet for tilsagnsåret, jf. § 56.
Stk. 6. Billederne efter stk. 4, nr. 2-4, skal være fra forskellige marker med tilsagn.
Stk. 7. For tilsagnsåret, der løber fra den 1. januar 2024 til og med den 31. december 2024, er fristen efter stk. 2, nr. 1 og 2, fra og med den 1. november til og med den 30. november i tilsagnsåret.