BEK 1348/2025 · Bekendtgørelse om per- og polyfluoralkylstoffer (PFAS) i kvæg og får
BEK 1348/2025 Art. 6
Fødevarestyrelsen sætter dyrene, som er mistænkt for at være forurenede med PFAS, jf. § 3, stk. 1, under offentligt tilsyn.
Stk. 2. Det offentlige tilsyn kan bl.a. omfatte, at: 1) Operatøren skal sikre, at dyrene ikke fortsat eksponeres for den konstaterede forurening, jf. § 3, stk. 2. 2) Operatøren skal orientere Fødevarestyrelsen inden foranstaltninger, jf. § 6, stk. 2, nr. 1, gennemføres. 3) Operatøren skal orientere Fødevarestyrelsen inden omsætning af dyrene, herunder købers besætningsnummer og de relevante dyrs identifikationsnumre. 4) Operatøren ikke må slagte dyrene uden Fødevarestyrelsens tilladelse.
Stk. 3. Afkom af moderdyr, der er pålagt offentligt tilsyn, jf. stk. 1, bliver også omfattet af tilsynet.
Stk. 4. Dyr, som efter tilladelse fra Fødevarestyrelsen kan leveres til slagtning, jf. stk. 2, nr. 4, skal være ledsaget af en af Fødevarestyrelsen udstedt passérseddel.
Stk. 5. Anmodning om passérseddel, jf. stk. 4, skal sendes digitalt til Fødevarestyrelsen senest 14 kalenderdage, før dyret skal leveres til slagtning. En anmodning anses først for indsendt, når samtlige relevante oplysninger er modtaget i Fødevarestyrelsen.
Stk. 6. Anmodning om passérseddel, jf. stk. 4, skal indeholde oplysninger om 1) hvilket slagteri dyret eller dyrene skal leveres til, 2) datoen for leveringen af dyret eller dyrene til slagteriet, og 3) identifikationskode for dyret eller dyrene.
Stk. 7. Ved udstedelsen af en passérseddel, jf. stk. 4, fastsætter Fødevarestyrelsen, som en betingelse for slagtning, at slagtekroppen skal tilbageholdes på slagteriet, indtil det ved en kødprøve er fastslået, at kødet overholder de EU-fastsatte maksimalgrænseværdier for PFAS, jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 2023/915 af 25. april 2023.