BEK 1068/2025 Art. 4
Betingelser for ansøgervirksomheder
Der kan ydes støtte til CO 2 -reducerende projekter, hvor ansøgervirksomheder opfylder betingelserne i § 5, jf. dog stk. 2 og 3, samt betingelserne til omfattede projekter jf. kapitel 3.
Stk. 2. Der kan ikke ydes støtte til et projekt, hvor et af følgende forhold er gældende: 1) Ansøgervirksomheden anses som en national, regional eller lokal myndighed, som finansieres og administreres direkte af disse myndigheder, men som ikke har en industriel eller kommerciel karakter. 2) Ansøgervirksomheden har på ansøgningstidspunktet ikke fået godkendt et klimasyn, i medfør af reglerne i bekendtgørelse om obligatoriske energiledelsessystemer og energisyn og klimasyn i visse virksomheder. 3) Ansøgervirksomheden er kriseramt, jf. Rammebestemmelserne 2014/C 249/01 for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte ikke-finansielle virksomheder, afsnit 2.2. 4) Ansøgervirksomheden har ikke fuldt ud efterkommet krav om tilbagebetaling af støtte ydet af den samme medlemsstat, som Europa-Kommissionen ved en tidligere afgørelse har erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked.
Stk. 3. Der ydes ikke støtte til virksomheder i brancher tilhørende følgende branchekoder, jf. Dansk Branchekode DB 25: 1) »01: Plante- og husdyravl, jagt og serviceydelser i forbindelse hermed«. 2) »02: Skovbrug og skovning«. 3) »03: Fiskeri og akvakultur«. 4) »35: El-, gas- og fjernvarmeforsyning«. 5) »49.1: Passagertransport med jernbane«. 6) »49.2: Godstransport med tog«. 7) »49.5: Rørtransport«. 8) »50.3: Transport af passagerer ad indre vandveje«. 9) »50.4: Transport af gods ad indre vandveje«. 10) »51: Luftfart«. 11) »84: Offentlig forvaltning og forsvar; lovpligtig socialsikring«.