Rechtsbibliotheek en dossieranalyse · Oostenrijk · België · Europese Unie
LAWxPERT Aanmelden Gratis account

BEK 832/2025 · Bekendtgørelse om nedsættelse af boligstøtten som følge af boligstøtteloftet efter § 25 b i lov om aktiv socialpolitik

BEK 832/2025 Art. 3

Nedsættelse af boligstøtten som følge af boligstøtteloftet

Van krachtOfficiële tekst

Boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte, der ydes til personer, som er omfattet af boligstøtteloftet, jf. § 25 b, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, indgår som en forholdsmæssig andel af den samlede boligstøtte, herunder tilskud og lån, i forhold til antallet af husstandsmedlemmer, der indgår i beregningen af husstandsindkomsten, jf. § 6 i lov om individuel boligstøtte. Husstandsmedlemmer under 18 år, der modtager boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte, betragtes i den forbindelse ligeledes som husstandsmedlemmer, jf. § 7 i lov om individuel boligstøtte. Resterende boligstøtte efter fordeling, der ikke kan deles ligeligt i hele kroner mellem husstandsmedlemmerne, indgår ikke i beregningen. Lån, som modtageren har givet afkald på, indgår ikke i beregning af nedsættelsen.

Stk. 2. Overstiger den boligstøtte efter lov om individuel boligstøtte, der indgår som en forholdsmæssig andel af den samlede boligstøtte efter stk. 1, 363 kr. (2025-niveau), nedsættes andelen af boligstøtten til 363 kr. (2025-niveau). Nedsættelsen af boligstøtten foretages også, selv om boligstøtten ikke udbetales til den person, der får boligstøtten nedsat som følge af § 2. Nedsættelsen i boligstøtten foretages, som den er opgjort for den enkelte, jf. stk. 1. Nedsættelsen i boligstøtten foretages først i den del af boligstøtten, som er ydet som lån.

Stk. 3. Udbetales der kontanthjælp efter § 16, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik, til begge personer i et ægtepar for en hel kalendermåned, nedsættes boligstøtten for begge ægtefæller i den pågældende måned. I de måneder, hvor der ikke udbetales kontanthjælp til ægtefællen, vil der ikke skulle ske nedsættelse af den forholdsmæssige andel af boligstøtten for denne ægtefælle, jf. stk. 2.

Stk. 4. Nedsættelsen af boligstøtten efter fremgangsmåden i stk. 2 foretages første gang, når der udbetales kontanthjælp efter § 16, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik, for en hel kalendermåned. Boligstøtten indgår for den samme kalendermåned, som kontanthjælpen efter § 16, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik, til en gift eller samlevende person, udbetales for.

Stk. 5. Nedsættelse af boligstøtten efter fremgangsmåden i stk. 2 foretages sidste gang ved udbetaling af kontanthjælp efter § 16, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik, for den sidste hele kalendermåned, hvor en person modtager kontanthjælp efter § 16, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 6. En kalendermåned, hvor en gift eller samlevende person helt eller delvist har modtaget hjælp efter § 16, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik, herunder supplerende hjælp, indgår som en hel kalendermåned, hvis personen kan betragtes som modtager af hjælp alle månedens dage. En kalendermåned, hvor en gift eller samlevende modtager af hjælp efter § 16, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik holder ferie med feriegodtgørelse en del af måneden, indgår som en hel kalendermåned. Tilsvarende gælder en kalendermåned, hvor en modtager af hjælp har frasagt sig hjælpen en del af måneden, og der herefter fortsat består et forsørgelsesbehov.