Law library and case analysis · Austria · Belgium · European Union
LAWxPERT Sign in Free account

BEK 1530/2024 · Bekendtgørelse om de regionale TV 2-virksomheder

BEK 1530/2024 Art. 23

Finansiering, budget, regnskab og tilsyn

In forceOfficial text

Bestyrelsen for en regional TV 2-virksomhed fastsætter årligt budgettet for virksomheden for det kommende år. Budgettet skal udformes efter samme principper som årsrapporten, jf. § 24.

Stk. 2. Budgettet skal ledsages af oplysning om de væsentligste budgetforudsætninger m.v., herunder: 1) Den planlagte udsendelsesvirksomhed (timer), fordelt på førstegangsudsendelser og genudsendelser. Det skal fremgå, i hvilket omfang udsendelserne stilles til rådighed for seerne på tv-kanaler og andre platforme, jf. bl.a. bilag til den til enhver tid gældende public service-kontrakt mellem den regionale TV 2-virksomhed og kulturministeren. Det skal desuden fremgå, hvordan førstegangsudsendelser fordeler sig på nyheds- og aktualitetsudsendelser og øvrige udsendelser. 2) Den planlagte egenproduktion af udsendelser (timer) fordelt på nyheds- og aktualitetsudsendelser og øvrige udsendelser. 3) Den planlagte produktion til internettet (artikler, videoklip, produktion til sociale medier m.v.). 4) En tabel over budgetterede omkostninger og indtægter fordelt på public service-virksomhed og eventuel anden virksomhed, jf. § 10, samt de af kulturministerens nærmere fastsatte regler for den regnskabsmæssige adskillelse mellem de to former for virksomhed, såfremt den budgetterede omsætning overstiger 3 mio. kr. 5) En tabel over budgetterede omkostninger og indtægter ved public service-virksomheden, fordelt på formål m.v. Tabellen skal opstilles, svarende til den tilsvarende tabel i den til enhver tid gældende kontrakt mellem den regionale TV 2-virksomhed og kulturministeren. Der skal redegøres for eventuelle afvigelser mellem budget og kontrakt. 6) En beskrivelse af de af den regionale TV 2-virksomhed opstillede strategiske mål for virksomheden i budgetåret, samt væsentlige planlagte initiativer, herunder investeringer.

Stk. 3. Budgettet sendes inden budgetårets start til Kulturministeriet og Folketinget til orientering.