BEK 1462/2023 Art. 4
Ved fastsættelse af tariffen for rentebidrag for 2024 anvendes der en markedsværdibaseret optjeningsrente, jf. § 8 c, stk. 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Den markedsværdibaserede optjeningsrente er fastlagt som en markedsrentekurve pr. 30. september 2023. Markedsrentekurven er bestemt som en nulkuponrentestruktur.
Stk. 2. Ved fastsættelse af tariffen for markedsbidrag for 2024 indgår ikke et forrentningselement.
Stk. 3. Markedsrentekurven og de aktuarmæssige formler for fastsættelse af tarifferne for 2024 for rentebidrag og for markedsbidrag, jf. stk. 1 og 2, fremgår af Arbejdsmarkedets Tillægspensions Pensions- og hensættelsesgrundlag, som er tilgængeligt på www.borger.dk.
Stk. 4. For hver 100 kr. i rentebidrag vedrørende 2024 optjener medlemmer født i perioden fra 1. januar 1957 til 31. december 1970 årlig livsvarig pension, som det fremgår af bilag 1.
Stk. 5. For hver 100 kr. i rentebidrag vedrørende 2024 optjener medlemmer født i perioden fra 1. januar 1971 til 31. december 2008 årlig livsvarig pension baseret på forrentning frem til 2039, som det fremgår af bilag 2.
Stk. 6. I år 2039 op- eller nedskrives den i stk. 5 anførte pensionsret ud fra det aktuelle markedsrenteniveau for en ny periode. En tidsbegrænset periode vil blive efterfulgt af endnu en periode. Ved sidste op- eller nedskrivning inden opnået pensionsalder, jf. § 1 a, i lov om social pension, er forrentningsperioden livslang. Ved op- eller nedskrivninger af pensionen anvendes den rente, som fastsættes i Arbejdsmarkedets Tillægspensions Pensions- og hensættelsesgrundlag.
Stk. 7. For hver 100 kr. i markedsbidrag vedrørende 2024 optjener medlemmer født i perioden fra 1. januar 1971 til 31. december 2008 årlig livsvarig pension, som det fremgår af bilag 3.
Stk. 8. Den i stk. 7 anførte pension reguleres op eller ned med det opnåede afkast af investeringerne i den portefølje, der knytter sig til markedsbidraget. Frem mod pensionsalderen, jf. § 1 a, i lov om social pension, vil der ske en gradvis konvertering af den regulerede pension til garanteret livrente i en indfasningsperiode med lige andele hvert år. Ved konverteringen anvendes den for det aktuelle år markedsværdibaserede optjeningsrente, som fastsættes i Arbejdsmarkedets Tillægspensions Pensions- og hensættelsesgrundlag. Konverteringen sker med omregningsfaktorerne angivet i bilag 4.