BEK 1012/2022 Art. 11
Tilskud ydes på baggrund af ansøgning til delvis dækning af projektrelaterede udgifter. Ved projektrelaterede udgifter forstås udgifter, der er nødvendige for at gennemføre projektet, og som er bogført og godkendt i henhold til regnskabskrav for tilskuddet og betalt, dog maksimalt det bevilligede tilskudsbeløb.
Stk. 2. Tilskuddet fra ansøgningspulje til udstyrsinvesteringer og tilhørende kompetenceudvikling målrettet udvalgte sektorer inden for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne, jf. § 2, stk.1, nr. 1, kan anvendes til: 1) Udgifter til indkøb af nyt udstyr, herunder software, samt vedligehold af disse, herunder udgifter til køb af teknisk support og installation. 2) Udgifter til leje af og leasing af nyt udstyr. 3) Udgifter til kompetenceudvikling af undervisere i anvendelse af indkøbt udstyr. 4) Udgifter til konsulentstøtte fra faglige og efteruddannelsesudvalg. 5) Eventuel krævet revision.
Stk. 3. Tilskuddet fra ansøgningspulje til udvikling og afprøvning af undervisningsforløb på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne inden for grøn omstilling og bæredygtighed, jf. § 2 stk. 1, nr. 2, kan anvendes til løn, frikøb af fagpersonale, køb af ydelser, rejse- og transportudgifter m.v., der er nødvendige for projektets gennemførelse, samt eventuel krævet revision. Udgifter til køb af materialer og udstyr må maksimalt udgøre 10 pct. af det ansøgte beløb, dog maksimalt 50.000 kr.