BEK 648/2020 · Bekendtgørelse om tilskud til etablering af højhastighedsbredbånd i 2020
BEK 648/2020 Art. 13
Udbetaling af tilskud
Energistyrelsen fastlægger, hvordan ansøgning om udbetaling af tilskud skal indgives.
Stk. 2. Ansøgningen skal indsendes til Energistyrelsen inden to måneder efter projektets afslutning. Energistyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagnet bortfalder, hvis ansøgning om udbetaling ikke indgives rettidigt.
Stk. 3. Udbetaling af tilskud er betinget af: 1) at projektet er gennemført som beskrevet i tilsagnet med eventuelle senere ændringer, jf. § 9, stk. 1, herunder at den anførte tilslutningsprocent er opnået, bredbåndsudbyderens investering, egen- og medfinansiering er givet, og at den etablerede infrastruktur vil kunne levere stabile, oplevede hastigheder på mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload, 2) at der kun er anvendt momsregistrerede virksomheder til udførelse eller levering af tilskudsberettigede arbejdsopgaver, for hvilke der kræves betaling, og 3) at der til ansøgningen vedlægges en rapport, der er egnet til offentliggørelse, om projektet og dets resultater.
Stk. 4. Energistyrelsen kan fravige betingelsen i stk. 3, nr. 2, når de tilskudsberettigede aktiviteter er momsfritaget i henhold til lov om merværdiafgift (momsloven).
Stk. 5. Ansøgningen om udbetaling skal være fyldestgørende og indeholde den information og dokumentation, der er nødvendig for sagsbehandlingen. Ansøgeren skal efter anmodning fra Energistyrelsen aflevere yderligere oplysninger, der er nødvendige for at vurdere ansøgningen.