LBK 1016/2025 · Bekendtgørelse af kriminallov for Grønland
LBK 1016/2025 Art. 21
Påtalen
Påtale finder ikke sted, 1) når der alene ville være blevet idømt bøde eller konfiskation og der er forløbet 2 år efter lovovertrædelsens ophør, medmindre der foreligger overtrædelse af bestemmelser om offentlige skatter og afgifter, hvorved pligtige ydelser søges unddraget det offentlige, eller 2) når der er forløbet så lang tid, efter at en lovovertrædelse er begået, at forudsætningerne for at iværksætte foranstaltninger efter denne lovs tredje del ikke længere skønnes at være til stede.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, 1. led, gælder dog ikke for juridiske personer.
Stk. 3. Når kriminalretligt ansvar afhænger af eller påvirkes af en indtrådt følge eller anden senere begivenhed, regnes fristen dog først fra følgens eller begivenhedens indtræden.
Stk. 4. Hvis retten skønner, at påtale i medfør af stk. 1 burde have været undladt, skal den frifinde tiltalte.
Stk. 5. Påtalefristen afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. Påtalefristen for en juridisk persons ansvar kan afbrydes over for en person, der efter retsplejelovens § 135 kan modtage forkyndelser på den juridiske persons vegne.
Stk. 6. Frafaldes forfølgningen, uden at beslutning herom omgøres af den overordnede anklagemyndighed inden for den almindelige omgørelsesfrist, løber påtalefristen videre, som om forfølgningen ikke havde fundet sted. Dette gælder også, når forfølgningen standses på ubestemt tid. Skyldes standsningen, at sigtede har unddraget sig forfølgningen, medregnes forfølgningstiden dog ikke ved beregningen af påtalefristen.