BEK 942/2025 Art. 50
Egenkontrol for producenter og kollektive ordninger
Producenter skal føre egenkontrol med henblik på at sikre: 1) at de finansierer tilbagetagning samt håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr i overensstemmelse med kravene i § 23, stk. 1, og § 37, stk. 1, 2) at kvaliteten af de indsamlede og rapporterede data om markedsførte produkter og indsamlet og behandlet affald fra disse produkter stemmer overens med kravene i § 13 og §§ 16-18, og 3) at de efterlever kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1013/2006/EF af 14. juni 2006 om overførsel af affald med senere ændringer.
Stk. 2. Producenter skal gennemføre egenkontrol efter stk. 1 minimum én gang årligt og skal ved gennemførslen af egenkontrollen tage højde for: 1) hvilke kategorier, der er gældende for producentansvaret i det konkrete år, 2) vægten af de markedsførte produkter opgjort for hver produktmodel i produktlinjen og 3) salgstal.
Stk. 3. Producenter skal udarbejde en skriftlig beskrivelse af procedure og dokumentation for gennemførelse af egenkontrollen.
Stk. 4. Beskrivelsen, jf. stk. 3, skal på forespørgsel være tilgængelig for tilsynsmyndigheden.
Stk. 5. Producenter, der udbyder opgaven med indsamling og behandling af affald til tredjeparter, skal anvende vejesedler eller anden dokumentation fra tredjeparten som led i deres egenkontrol af data om indsamlet og behandlet affald.
Stk. 6. Producenter fritages for forpligtelsen til egenkontrol, i det omfang forpligtelsen overtages af en kollektiv ordning, jf. § 51.