Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 487/2025 · Bekendtgørelse om kontaktpunkt, VE-tilladelsesprocessen og områder til fremme af VE

BEK 487/2025 Art. 34

Screening og godkendelse af projekter

In KraftAmtlicher Text

Den relevante myndighed skal, efter ansøgning fra Energinet om godkendelse af et projekt, der placeres i et område til fremskyndelse af net- og lagringsinfrastruktur, jf. § 32, stk. 1, gennemføre en screeningproces.

Stk. 2. Formålet med screeningprocessen er at fastslå: 1) Om projektet opfylder de regler og afbødende foranstaltninger, der er fastsat i en bekendtgørelse, der udpeger fremskyndelsesområdet, jf. § 32, stk. 5. 2) Om der er stor sandsynlighed for, at projektet i betragtning af de berørte geografiske områders miljøfølsomhed vil give anledning til væsentlige uforudsete skadelige virkninger, som ikke er blevet påpeget i forbindelse med miljøvurderingen, jf. § 32, stk. 3, og, hvis det er relevant, i forbindelse med en vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet, jf. § 32, stk. 3. 3) Om projektet falder ind under anvendelsesområdet for miljøvurderingslovens § 38, stk. 1 og 2, på grund af sandsynligheden for, at projektet vil give anledning til væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet i en anden stat, der ikke var forudset i forbindelse med vurderinger efter § 32, stk. 3, eller efter anmodning fra en stat, som sandsynligvis vil blive påvirket i væsentlig grad.

Stk. 3. Screeningsprocessen efter stk. 1, begrænses til den potentielle virkning af ændringen eller udvidelsen i forhold til den oprindelige netinfrastruktur for projekter, der angår forstærkning af eksisterende netinfrastruktur i et fremskyndelsesområde til net- og lagringsinfrastruktur.

Stk. 4. Med henblik på screeningprocessen efter stk. 1, skal Energinets ansøgning indeholde oplysninger om karakteristika for projektet, om projektets overensstemmelse med de regler og foranstaltninger, der er fastlagt i henhold til § 32, stk. 5, for det specifikke område til fremskyndelse af net- og lagringsinfrastruktur, om eventuelle yderligere foranstaltninger, der er foreslået af Energinet, og om, hvordan disse foranstaltninger afbøder indvirkninger på miljøet.

Stk. 5. Screeningsprocessen efter stk.1, skal baseres på eksisterende data fra miljøvurderingen og, hvis relevant habitatvurderingen, jf. § 32, stk. 3.

Stk. 6. Den relevante myndighed kan i forbindelse med screeningsprocessen anmode Energinet om yderligere tilgængelige oplysninger.

Stk. 7. Den relevante myndighed skal afslutte screeningprocessen inden for 30 dage efter datoen for indgivelse af tilstrækkelige oplysninger, der er nødvendige til dette formål.

Stk. 8. Hvis screeningsprocessen viser, at et projekt opfylder de regler og foranstaltninger, der er fastsat efter § 32, stk. 5, samt at der ikke er stor sandsynlighed for, at projektet vil give anledning til væsentlige uforudsete skadelige virkninger, jf. stk. 2, nr. 2, som ikke kan afbødes med de foranstaltninger, der er angivet i bekendtgørelsen efter § 32, stk. 5, eller som Energinet selv har foreslået efter stk. 4, træffer den relevante myndighed afgørelse om godkendelse af projektet ud fra et miljømæssigt perspektiv, uden at der kræves en begrundet afgørelse, jf. dog stk. 9 og 12.

Stk. 9. Hvis Energinet i sin ansøgning efter stk. 4, foreslår yderligere afbødende foranstaltninger for projektet, fastsætter eller afviser den relevante myndighed forslagene med en behørig begrundelse i afgørelsen efter stk. 8.

Stk. 10. Hvis screeningsprocessen med klar dokumentation viser, at der er stor sandsynlighed for, at et projekt i betragtning af det berørte geografiske områdes miljøfølsomhed vil give anledning til væsentlige uforudsete skadelige virkninger, som ikke kan afbødes med de foranstaltninger, der er angivet i bekendtgørelsen, jf. § 32, stk. 5, eller som Energinet har foreslået efter stk. 4, træffer den relevante myndighed en behørigt begrundet afgørelse om godkendelse af projektet på betingelse af, at Energinet, for at imødegå disse virkninger, anvender yderligere passende og forholdsmæssige afbødende foranstaltninger, som fastsættes af myndigheden på grundlag af eksisterende data. Hvis det ikke er muligt at anvende sådanne afbødende foranstaltninger, fastsætter myndigheden, på grundlag af eksisterende data, passende kompensationsforanstaltninger, som Energinet skal anvende for at imødegå disse virkninger. Hvis der ikke findes andre forholdsmæssige kompensationsforanstaltninger, der kan imødegå disse skadelige virkninger på beskyttede plante- og dyrearter, fastsætter myndigheden vilkår i godkendelsen af projektet om, at Energinet skal betale gebyr for erstatningsnatur. Gebyr for erstatningsnatur fastsættes af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø efter bekendtgørelse om gebyrordning for erstatningsnatur i fremskyndelsesområder.

Stk. 11. Fastsætter den relevante myndighed kompensationsforanstaltninger efter stk. 10, kan projektudviklingen fortsættes, mens kompensationsforanstaltningerne identificeres.

Stk. 12. Hvis screeningsprocessen viser, at et projekt med stor sandsynlighed vil få væsentlige indvirkninger på miljøet i en anden stat og derved falder ind under anvendelsesområdet for miljøvurderingslovens § 38, stk. 1 og 2, finder de vurderinger og regler, der anvendes i henhold til gældende miljøret, fortsat anvendelse, jf. § 33, stk. 2.

Stk. 13. Den relevante myndighed skal sende udkast til afgørelse efter stk. 10, i offentlig høring i maksimalt 4 uger inden der træffes endelig afgørelse. Høringsperioden er ikke omfattet af tidsfristen efter stk. 7.

Stk. 14. Den relevante myndighed skal gøre afgørelser efter stk. 8 og 10, tilgængelige for offentligheden via Danmarks Miljøportal.