BEK 240/2025 · Bekendtgørelse om frivillig elektronisk monitorering af visse fartøjer i Kattegat
BEK 240/2025 Art. 4
Fartøjsføreren for fartøjer omfattet af en ordning efter § 2, stk. 1, 1. pkt., skal sikre følgende i forbindelse med fiskeri i Kattegat: 1) At fartøjets elektroniske monitoreringssystem til enhver tid er fuldt funktionsdygtigt og i drift. 2) At kameraerne ikke er tildækket eller på anden måde blokeret i forhold til de retningslinjer for placering af kameraerne, som Landbrugs- og Fiskeristyrelsen anviser, jf. § 3, stk. 1, 1. pkt. 3) At der dagligt og inden afsejling fra havn foretages kontrol af, at det elektroniske monitoreringssystem er fuldt funktionsdygtigt og i drift. 4) At der dagligt og inden indhaling af grej og sortering af fangst, samt i øvrigt efter behov, foretages nødvendig rengøring af kameraer. 5) Straks at indrapportere og udbedre fejl, der hindrer funktionen af det elektroniske monitoreringssystem. Fartøjsføreren skal indrapportere enhver konstateret fejl uden unødigt ophold til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
Stk. 2. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan ved mindre fejl eller enkeltstående nedbrud i det elektroniske monitoreringssystem tillade fortsat fiskeri efter § 5, stk. 1, hvis dette er foreneligt med det elektroniske monitoreringssystems kontrolformål.
Stk. 3. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan efter forudgående henvendelse til fartøjsføreren, og efter fartøjsførerens accept, foretage kontrol af det elektroniske monitoreringssystem gennem direkte adgang til stillbilleder og kameraoptagelser i realtid fra det elektroniske monitoreringssystem, jf. fiskerilovens § 117, stk. 3, nr. 5.