BEK 240/2025 · Bekendtgørelse om frivillig elektronisk monitorering af visse fartøjer i Kattegat
BEK 240/2025 Art. 2
Ejere af fartøjer, der udøver erhvervsmæssigt fiskeri med trawl efter jomfruhummer i Kattegat, kan ansøge Landbrugs- og Fiskeristyrelsen om tilladelse til at anvende et elektronisk monitoreringssystem med kameraer og sensorer, som styrelsen har godkendt. Anvendelse af det elektroniske monitoreringssystem fastsættes til at gælde for en nærmere angiven periode på minimum 12 måneder.
Stk. 2. Uanset stk. 1, 2. pkt., gælder en overgangsperiode fra 1. januar 2025 til 31. marts 2025, hvor fartøjer kan framelde sig ordningen med dags varsel. For fartøjer, der fortsat er tilmeldt pr. 1. april 2025, gælder en bindingsperiode på 12 måneder, jf. stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan anmode en fartøjsejer, omfattet af en ordning, jf. stk. 1, 1. pkt., om at give Landbrugs- og Fiskeristyrelsen adgang til fartøjet på et nærmere angivet tidspunkt med henblik på udarbejdelse af en fartøjsmonitoreringsplan, jf. § 3.