Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1049/2024 · Bekendtgørelse om tilskud til rydning og forberedelse til afgræsning 2024

BEK 1049/2024 Art. 15

Kriterier og forpligtelser

In KraftAmtlicher Text

Tilsagnshaver er forpligtet til følgende, når tilsagn om tilskud til forberedelse til afgræsning er modtaget: 1) Gennemføre projektet i overensstemmelse med tilsagnet. 2) Sende udbetalingsansøgning for det afsluttede projekt senest på projektperiodens slutdato, jf. § 3, eller en senere godkendt slutdato for projektet, jf. § 18. stk. 1. 3) Have opnået de nødvendige tilladelser og dispensationer fra offentlige myndigheder, inden udbetalingsansøgning indsendes. 4) Have et særskilt regnskabssystem eller en passende regnskabskode for alle transaktioner med tilknytning til projektet, jf. dog stk. 2. 5) Gennemføre projektet med de obligatoriske elementer og specifikationer, som er anført i bilag 1, til den investering, der er givet tilsagn til. 6) Have kreaturovergang, færist, drikkevandsforsyning, fangefold og elforsyning klar til brug, hvis der ydes tilskud til disse. Disse investeringer skal befinde sig inden for det projektområde, der skal forberedes til afgræsning, jf. dog stk. 3-6. 7) Sikre at fakturaer er udstedt til tilsagnshaver.

Stk. 2. Private ansøgere, der kun søger om tilskud til investeringer omfattet af bilag 1, er undtaget fra forpligtelsen i stk. 1, nr. 4.

Stk. 3. Investeringer i drikkevandsforsyning eller elforsyning kan i månederne september, oktober, november, december, januar, februar, marts, april og maj opbevares på en ejendom, tilsagnshaver råder over, dyreholders ejendom eller en naboejendom til projektområdet, jf. dog stk. 4-6. Tilsagnshaver skal kunne dokumentere opbevaringen af investeringerne.

Stk. 4. Frostfri drikkevandsforsyning skal befinde sig inden for projektområdet hele året, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Investeringer i drikkevandsforsyning, herunder frostfri drikkevandsforsyning, og elforsyning kan i forbindelse med reparation opbevares uden for projektområdet. Tilsagnshaver skal kunne dokumentere reparationen af investeringen.

Stk. 6. Tilsagnshaver kan trække strøm fra en nærliggende ejendom udenfor projektområdet, hvis det er nødvendigt for at gennemføre projektet. Elforsyningen kan befinde sig på den nærliggende ejendom, hvor der trækkes strøm fra, hvis det er nødvendigt for at gennemføre projektet.

Stk. 7. Hvis hegnets pæle og tråd i månederne september, oktober, november, december, januar, februar, marts, april og maj opbevares på en ejendom, som tilsagnshaver råder over, dyreholders ejendom eller en naboejendom til projektområdet, jf. § 5, stk. 4, § 6, stk. 6, og § 18, stk. 2, skal tilsagnshaver kunne dokumentere opbevaringen.

Stk. 8. Efter afsyning eller kontrol kan hegnets tråde være ikke-opspændte i månederne september, oktober, november, december, januar, februar, marts, april og maj.