BEK 1027/2024 · Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed
BEK 1027/2024 Art. 6
Ansøgning om godkendelse
Ansøgning om godkendelse skal indgives digitalt, jf. § 7, og indeholde en række nærmere bestemte oplysninger, jf. stk. 2-9. Hvis en ansøgning samtidig omfatter planlagte udvidelser eller ændringer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 36, skal ansøgningen tillige indeholde oplysninger, der beskriver disse udvidelser eller ændringer, jf. stk. 2-9.
Stk. 2. Hvis ansøgningen vedrører bilag 1-virksomhed, skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 3, jf. dog stk. 3, og bekendtgørelse om visse luftforurenende emissioner fra fyringsanlæg på platforme på havet.
Stk. 3. Hvis ansøgningen vedrører bilag 1-virksomhed, der er omfattet af bilagene til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der fremgår af oplysningskravene i det eller de relevante afsnit i bilagene til nævnte bekendtgørelse.
Stk. 4. Hvis ansøgningen vedrører bilag 2-virksomhed, skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 4, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Hvis ansøgningen vedrører bilag 2-virksomhed, der er omfattet af bilagene til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der fremgår af oplysningskravene i det eller de relevante afsnit i bilagene til nævnte bekendtgørelse.
Stk. 6. Hvis ansøgningen vedrører en virksomhed med aktiviteter, der er omfattet af listerne i både bilag 1 og bilag 2, indsendes en samlet ansøgning for hele virksomheden ledsaget af de i bilag 3 angivne oplysninger. Hvis det er teknisk og forureningsmæssigt muligt at adskille aktiviteterne, kan ansøgeren, for så vidt angår de aktiviteter, der vedrører bilag 2-virksomhed, vælge kun at indsende de oplysninger, der fremgår af bilag 4.
Stk. 7. Hvis ansøgningen vedrører bilag 1-virksomhed, hvor en del af aktiviteterne er omfattet af bilagene til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, og hvor en del af de samlede aktiviteter på virksomheden er omfattet af bilag 1, indsendes en samlet ansøgning for hele virksomheden ledsaget af de i bilag 3 angivne oplysninger. Hvis det er teknisk og forureningsmæssigt muligt at adskille aktiviteterne, skal ansøgeren indsende de oplysninger, der fremgår af oplysningskravene i det eller de relevante afsnit i bilagene til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, for den del af virksomheden, der er omfattet af bilagene til nævnte bekendtgørelse.
Stk. 8. Hvis ansøgningen vedrører bilag 2-virksomhed, hvor en del af aktiviteterne er omfattet af bilag til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, og hvor en del af de samlede aktiviteter på virksomheden er omfattet af bilag 2, indsendes en samlet ansøgning for hele virksomheden ledsaget af de i bilag 4 angivne oplysninger. Hvis det er teknisk og forureningsmæssigt muligt at adskille aktiviteterne, skal ansøgeren indsende de oplysninger, der fremgår af oplysningskravene i det eller de relevante afsnit i bilaget til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, for den del af virksomheden, der er omfattet af bilaget til nævnte bekendtgørelse.
Stk. 9. I det omfang, det er nødvendigt af hensyn til afgørelsen, kan godkendelsesmyndigheden kræve yderligere oplysninger fra en listevirksomhed ud over dem, der er krævet i bilag 3 og 4 samt i bilagene til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed.