BEK 924/2024 Art. 36
Dyrkningsrelaterede tiltag
En virksomhed, der er omfattet af § 1, må forud for forårssåede afgrøder ikke foretage jordbearbejdning fra høst af forfrugt og indtil den 1. oktober på lerjord (JB-nr. 7-9), indtil 1. november på lerjord og humusjord (JB-nr. 5, 6, 10 og 11) og indtil 1. februar i det følgende kalenderår på sandjord (JB-nr. 1-4). Kemisk nedvisning af ukrudt og spildfrø må dog finde sted fra den 1. oktober, jf. dog stk. 3, 4 og 5, samt § 37 og § 38.
Stk. 2. Jordbearbejdning i stk. 1 omfatter enhver form for bearbejdning af jorden, som kan foretages i forbindelse med jordbrugsmæssig anvendelse af jorden, herunder pløjning og harvning.
Stk. 3. Følgende aktiviteter dog tilladt: 1) Gyllenedfældning på udlægsgræs efter korn eller helsæd. 2) Kalkning. 3) Tromling. 4) Overfladisk halmstrigling. 5) Etablering og vedligeholdelse af dræn.
Stk. 4. Det i stk. 1 nævnte forbud mod jordbearbejdning gælder ikke for følgende arealer: 1) Arealer etableret med efterafgrøder eller alternativer til efterafgrøder til opfyldelse af krav fastsat i medfør af denne bekendtgørelse eller fastsat i medfør af anden lovgivning. 2) Arealer der anvendes til at opfylde betingelser for tilskud til kvælstofreducerende virkemidler efter bekendtgørelse om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler m.v. 3) Arealer der anvendes til at opfylde krav om etablering af målrettede efterafgrøder i medfør af gødskningsloven. 4) Arealer hvorpå der har været dyrket roer. 5) Arealer hvorpå der skal dyrkes sukkerroer til fabrik. 6) Arealer der drives af en virksomhed, der er certificeret til økologisk jordbrugsproduktion, når arealerne drives for virksomhedens egen regning og risiko. 7) Arealer hvorpå der har været dyrket de gartneriafgrøder, der fremgår af bilag 6, tabel 1. 8) Arealer hvorpå der skal dyrkes de gartneriafgrøder, der fremgår af bilag 6, tabel 1. 9) Arealer hvorpå der ifølge skriftlig aftale med en offentlig myndighed ikke må anvendes plantebeskyttelsesmidler. 10) Arealer hvorpå der har været dyrket flerårige vedplanter. 11) Arealer hvorpå der skal dyrkes flerårige vedplanter. 12) Arealer hvorpå der har været dyrket kerne- eller kolbemajs.
Stk. 5. En virksomhed, der etablerer efterafgrøder på arealer, der ikke er omfattet af stk. 4, nr. 1-3, kan foretage en let jordbearbejdning umiddelbart efter høst i forbindelse med etablering af efterafgrøderne.