BEK 756/2024 · Bekendtgørelse om kommunal støtte til etablering af net til højhastighedsbredbånd
BEK 756/2024 Art. 9
Udbud
Kommunens støtte til etablering af net til højhastighedsbredbånd skal tildeles en tilbudsgiver på baggrund af en åben, transparent og ikkediskriminerende teknologineutral udbudsprocedure, som gennemføres i overensstemmelse med udbudslovens principper for offentlige udbud. Kommunen skal sikre, at det økonomisk mest fordelagtige tilbud vælges. Kommunen skal på forhånd opstille objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kvalitative tildelingskriterier og angive den relative vægtning af hvert kriterie. De kvalitative tildelingskriterier skal afvejes mod det ønskede støttebeløb. Ved ensartede kvalitetsvilkår skal den tilbudsgiver, der anmoder om det laveste støttebeløb, modtage støtte.
Stk. 2. Kommunen fastsætter de nærmere vilkår for udbuddet i udbudsmaterialet, men de vilkår, der fremgår af §§ 10-15, 18 og 22-25, skal som minimum indgå i udbudsmaterialet.
Stk. 3. Hvis kommunen konstaterer, at tilbudsgiver ikke har overholdt de vilkår, der fremgår af udbudsmaterialet, skal tilbudsgivers tilbud afvises.
Stk. 4. Den tilbudsgiver, der tildeles opgaven, bliver ejer af det støttede net til højhastighedsbredbånd.
Stk. 5. Hvis kommunen alene modtager ét tilbud, skal kommunen foretage en vurdering af den omkostningsberegning, der er afgivet, jf. § 13. Kommunen kan overlade vurderingen til en ekstern uafhængig revisor.