Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 514/2024 · Bekendtgørelse om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram

BEK 514/2024 Art. 2

Definitioner

In KraftAmtlicher Text

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) GBER: Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108. 2) ABER: Kommissionens forordning (EU) nr. 2022/2472 af 14. december 2022 om forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde af visse kategorier af støtte i landbrugs- og skovbrugssektoren og i landdistrikter. 3) Små og mellemstore virksomheder: virksomheder, der følger den definition, som fremgår af GBER bilag I. 4) Udvikling (eksperimentel udvikling): erhvervelse, kombination, udformning og anvendelse af eksisterende videnskabelig, teknologisk, forretningsmæssig og anden relevant viden og færdigheder, der har som mål at udvikle nye eller forbedrede produkter, processer eller tjenesteydelser. Dette kan f.eks. også omfatte aktiviteter, der er rettet mod konceptformulering, planlægning og frembringelse af dokumentation vedrørende nye produkter, processer eller tjenesteydelser. 5) Anvendelsesorienteret forskning (industriel forskning): planlagt forskning eller kritiske undersøgelser med henblik på erhvervelse af ny viden og nye færdigheder med det formål at udvikle nye produkter, produktionsmetoder eller tjenesteydelser, eller, med henblik på en væsentlig forbedring af eksisterende produkter, at udvikle nye produktionsmetoder eller tjenesteydelser. Dette omfatter frembringelse af komponenter til komplekse systemer og kan omfatte konstruktion af prototyper i et laboratoriemiljø eller i et miljø med simulerede brugerflader til eksisterende systemer samt pilotlinjer, hvor det måtte være nødvendigt for den industrielle forskning og navnlig for validering af generisk teknologi. 6) Grundforskning: eksperimentelt eller teoretisk arbejde, hovedsagelig med henblik på erhvervelse af ny viden om de grundlæggende årsager til fænomener og observerbare forhold uden direkte kommerciel anvendelse for øje. 7) Demonstration: aktiviteter hhv. inden for eksperimentel udvikling, se nr. 4, og inden for den primære landbrugsproduktion, hvis primære formål er at formidle og sprede videnskabelig viden og praksis vedrørende anvendelsen af bl.a. resultater af forsknings- og/eller udviklingsaktiviteter vedrørende nye produkter, processer eller teknologier. 8) En virksomheds innovationskompetence (uddannelse): virksomhedens evne til at drage fordel af ny viden m.v., så virksomheden og dens medarbejdere opnår større kompetence til at skabe fornyelse, f.eks. i form af udvikling af nye produkter, processer, teknologier eller koncepter. 9) Gennemførlighedsundersøgelse: en evaluering og analyse af potentialet i et projekt, der sigter mod at støtte beslutningstagningsprocessen ved objektivt og rationelt at afdække styrker og svagheder, muligheder og risici samt kortlægge de ressourcer, der er nødvendige for at gennemføre projektet og i sidste ende udsigterne for et vellykket udfald. 10) Forsknings- og videnformidlingsorganisation: en enhed, uanset dens retlige status eller finansieringsform, hvis primære mål er uafhængigt af andre interesser at bedrive grundforskning, industriel forskning eller eksperimentel udviklingsaktivitet eller formidle resultaterne heraf til en bredere kreds gennem undervisning, udgivelsesaktivitet eller vidensoverførsel. Hvis enheden tillige udøver økonomiske aktiviteter, skal der føres særskilte regnskaber for omkostninger og indtægter herved. Virksomheder, som kan øve afgørende indflydelse på en sådan enhed i deres egenskab af f.eks. aktionærer eller medlemmer, må ikke have privilegeret adgang til de resultater, enheden opnår. 11) Tilsagnshaver: alle, der deltager i projektaktiviteten, og som i den forbindelse har fået tilsagn. Der kan være flere tilsagnshavere, der deltager i den samme projektaktivitet. 12) En offentlig forskningsinstitution: en forskningsinstitution, hvis administration m.v. er underlagt Finansministeriets budgetvejledning.