Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 214/2024 · Bekendtgørelse om tilskud til biodiversitetsskov 2024 og 2025

BEK 214/2024 Art. 16

Overdragelse af tilsagn om tilskud

In KraftAmtlicher Text

Hvis tilsagnshaver overdrager tilsagnsarealet helt eller delvist med virkning inden tilsagnsperiodens udløb, skal tilsagnshaver indgive en ejerskifteerklæring til Landbrugsstyrelsen. For ejerskifteerklæringen gælder følgende: 1) Ejerskifteerklæringen skal indgives på den ejerskifteerklæring, der findes i tilskudsguiden på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. 2) Ejerskifteerklæringen skal underskrives af tilsagnshaver og erhverver, jf. dog stk. 2. 3) Hvis tidspunktet i det pågældende kalenderår for overdragelsen af tilsagnsarealet ligger før udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i kalenderåret, skal ejerskifteerklæringen være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest ved udløb af fristen for indgivelse af ændringer til fællesskema i kalenderåret. Landbrugsstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra den anførte frist. 4) Hvis tidspunktet i det pågældende kalenderår for overdragelsen af arealet ligger efter udløb af fristen for indgivelse af fællesskema i kalenderåret, skal ejerskifteerklæringen være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest ved udløb af fristen for indgivelse af ændringer til fællesskema i det umiddelbart efterfølgende kalenderår. Landbrugsstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra den anførte frist.

Stk. 2. Erhververs underskrift kan dog udelades, hvis erhverver ikke indtræder i tilsagnet for arealet. Ejerskifteerklæringen skal i dette tilfælde vedlægges dokumentation for overdragelsen af arealet, herunder tidspunktet for overdragelsen.

Stk. 3. Det er en betingelse for, at tilsagn om tilskud for tilsagnsarealet kan opretholdes, at erhverver indtræder i tilsagnet med virkning fra tidspunktet for overdragelsen af tilsagnsarealet, og at der rettidigt indgives ejerskifteerklæring herom, jf. stk. 1, nr. 3 og 4. Ved rettidig modtagelse af ejerskifteerklæringen, registrerer Landbrugsstyrelsen erhverver som ny tilsagnshaver.

Stk. 4. Den, der indtræder i tilsagnet om tilskud, overtager ansvaret for, at kriterier for tilskudsberettigelse er opfyldt, og at forpligtelser opfyldes i hele tilsagnsperioden.

Stk. 5. Hvis Landbrugsstyrelsen ikke modtager ejerskifteerklæringen rettidigt, træffes der afgørelse om tilbagebetaling af tilskuddet ud fra en konkret vurdering af forsinkelsens varighed og eventuel gentagelse. Hvis erhverver ikke kan være tilsagnshaver efter § 4, bortfalder tilsagnet med virkning fra begyndelsen af det kalenderår, inden for hvilket overdragelsen har virkning fra. Det tilskud, der er udbetalt for tilsagnsarealet for de kalenderår, hvor tilsagnet bortfalder, skal tilbagetales af tilsagnshaver. Tilbagebetalingskravet opgøres som engangsbeløbet for arealet, jf. § 7, divideret med fem og ganget med det antal kalenderår, hvor tilsagnet bortfalder.