BEK 214/2024 · Bekendtgørelse om tilskud til biodiversitetsskov 2024 og 2025
BEK 214/2024 Art. 15
Servitut
Servitutten, jf. § 12, stk. 1, nr. 3, indeholder følgende bestemmelser om bevaring af træer til naturligt henfald: 1) De udpegede træer skal bevares på voksestedet til de naturligt forgår. 2) Den fysiske markering af træerne skal vedligeholdes, så træerne kan genfindes i skoven. 3) Kan bestemmelserne i nr. 1 og 2 ikke opfyldes som følge af force majeure eller usædvanlige omstændigheder, skal ejeren af arealet give Landbrugsstyrelsen skriftlig meddelelse sammen med dokumentation for force majeure eller usædvanlige omstændigheder senest 15 arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor ejer er i stand til at give meddelelsen. Hvis bestemmelserne i nr. 1 og 2 ikke kan opfyldes, skal der bevares, hvad der svarer til 12 tilsvarende træer. 4) Træerne må ikke skades forsætligt. Hvis træerne falder ned over hegn, stier, veje, fortidsminder og lignende, må de dog skæres op, så de kan skubbes eller trækkes til side. Det opskårne træ skal efterlades på stedet til naturligt henfald. 5) Hvis et træ eller dele af et træ udgør en sikkerhedsrisiko for mennesker eller bygninger, kan træet efter forudgående tilladelse fra Landbrugsstyrelsen fældes eller beskæres. Hvis sikkerhedsrisikoen er akut, kan træet fældes eller beskæres uden forudgående tilladelse fra Landbrugsstyrelsen, hvis det ikke at muligt umiddelbart at få kontakt til styrelsen. Landbrugsstyrelsen skal snarest herefter orienteres. Træet skal efterlades på stedet til naturligt henfald.
Stk. 2. Den del af servitutten, som omhandler bevaring af træer, jf. stk. 1, kan aflyses, når alle træer er helt nedbrudte og ikke længere kan erkendes.
Stk. 3. Servitutten, jf. § 12, stk. 1, nr. 3, indeholder følgende bestemmelser om ekstensiv skovdrift i 20 år: 1) Arealet skal forynges ved naturligt frøfald, og der må ikke foretages såning og plantning. Hvis naturlig foryngelse ikke indfinder sig efter 2 år fra frøfald, kan der foretages såning eller plantning med hjemmehørende træarter, jf. bilag 2. 2) I tilfælde af force majeure eller andre usædvanlige omstændigheder, som har forårsaget omfattende skader på tilsagnsarealet, som f.eks. skovbrand eller stormfald, kan der foretages såning eller plantning, inden der er gået 2 år fra frøfald, jf. nr. 1. Hvis ejeren i tilfælde af force majeure eller usædvanlige omstændigheder ønsker at foretage såning eller plantning tidligere end 2 år fra frøfald, skal ejeren af arealet give Landbrugsstyrelsen skriftlig meddelelse sammen med dokumentation for force majeure eller usædvanlige omstændigheder senest 15 arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor ejer er i stand til at give meddelelsen. 3) Jordbunden skal være uforstyrret af maskinel påvirkning. Der kan dog som led i skovdriften foretages jordbearbejdning eller kørsel i skovbunden med maskiner på op til 1/3 del af hvert delareal. 4) Der må ikke anvendes gødning, kemisk bekæmpelse eller kalkning. 5) Afvandingen af arealet må ikke øges, herunder må eksisterende grøfter ikke uddybes, og der må ikke etableres nye grøfter og nye dræn. Eksisterende grøfter må dog vedligeholdes.
Stk. 4. Servitutten, jf. stk. 1 og 3, indeholder desuden en bestemmelse om, at kontrolmyndigheden skal have adgang til arealet i forbindelse med kontrol.
Stk. 5. Landbrugsstyrelsen afholder udgifterne til tinglysningen og er påtaleberettiget.
Stk. 6. Servitutten skal underskrives af tilsagnshaver indenfor den frist, som Landbrugsstyrelsen fastsætter.