BEK 159/2024 Art. 17
Kommunalbestyrelsens underretning af ansøgeren
Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om optagelse på valglisten efter §§ 12 eller 15, underretter kommunalbestyrelsen ansøgeren herom.
Stk. 2. Underretningen skal indeholde oplysning om, 1) hvor længe afgørelsen gælder, jf. § 16, 2) at ansøgeren i denne periode kan stemme ved folketingsvalg og folkeafstemninger samt ved valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, 3) at ansøgeren ikke kan stemme ved kommunale og regionale valg, 4) at ansøgeren ikke vil modtage valgkort, men ved fremvisning af gyldig legitimation kan brevstemme eller stemme på valgdagen, idet afstemningsstedet angives, 5) at afgørelsen bortfalder, hvis vælgeren registreres i CPR som udrejst fra riget, idet ansøgeren i så fald vil skulle søge om optagelse på folketingsvalglisten i Grønland eller på Færøerne efter reglerne herom, og 6) at afgørelsen bortfalder, hvis vælgeren på ny bopælsregistreres i CPR i Danmark, idet ansøgeren i så fald automatisk vil blive optaget på valglisten, og at ansøgeren derfor på ny skal søge om optagelse på folketingsvalglisten, hvis ansøgeren igen registreres som udrejst fra Danmark.
Stk. 3. Underretningen skal endvidere indeholde oplysning om, at ansøgeren ved udløbet af 2-årsperioden kan ansøge om fornyet optagelse, og at 2-årsperioden forlænges, indtil der er truffet afgørelse, hvis vælgeren ansøger om fornyet optagelse inden udløbet af 2-årsperioden.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan anvende de standardbreve til ansøgere, der optages på folketingsvalglisten, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet stiller til rådighed på www.valg.im.dk/valgmyndigheder/behandling-af-ansoegninger-om-optagelse-paa-folketingsvalglisten.