BEK 36/2024 · Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse
BEK 36/2024 Art. 9
Den almindelige fremgangsmåde ved brevstemmeafgivning
Til folketingsvalg foregår stemmeafgivningen på følgende måde: 1) På stemmesedlen skriver vælgeren navnet eller bogstavbetegnelsen for et parti, der har kandidater opstillet i den storkreds, hvor vælgeren er optaget på valglisten (har fast bopæl). Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i vælgerens storkreds, skrives navnet på kandidaten, eventuelt med tilføjelse af partinavnet eller bogstavbetegnelsen for det parti, som kandidaten er opstillet for. Mindst én af de tre rubrikker på stemmesedlen skal udfyldes. Ønsker vælgeren at stemme på en kandidat, der opstiller uden for partierne, kan der ikke også anføres et partibogstav eller partinavn. 2) Når vælgeren har udfyldt stemmesedlen, lægger vælgeren den i konvolutten og lukker denne. 3) Derefter udfylder vælgeren følgebrevet og underskriver dette i overværelse af stemmemodtagerne. En af stemmemodtagerne kan udfylde følgebrevet, hvis vælgeren ikke er i stand til det eller ønsker hjælp. 4) En af stemmemodtagerne attesterer stemmeafgivningen med sin underskrift og angivelse af stilling på følgebrevet. Følgebrevet skal påføres institutionens stempel eller navn, hvis stemmemodtageren er ansat på institutionen. Følgebrevet skal påføres kommunens stempel eller navn, hvis stemmemodtageren er ansat ved kommunen. Hvis en af stemmemodtagerne har udfyldt følgebrevet for vælgeren, jf. nr. 3, skal attestationen foretages af den anden stemmemodtager. 5) Vælgeren lægger konvolutten med stemmeseddel samt følgebrevet i yderkuverten og udfylder og lukker yderkuverten i overværelse af stemmemodtagerne. Yderkuverten adresseres til den kommune, hvor vælgeren har fast bopæl. I rubrikken på bagsiden af yderkuverten skal vælgeren skrive sit navn, fødselsdato og bopæl. En af stemmemodtagerne kan udfylde rubrikken på bagsiden af yderkuverten, hvis vælgeren anmoder om det. 6) Yderkuverten med konvolut med stemmeseddel samt følgebrev afleveres til en af stemmemodtagerne, der sørger for, at brevstemmen snarest sendes til kommunen. Hver brevstemme skal sendes særskilt. Flere brevstemmer til samme kommune må ikke sendes som én forsendelse i en større konvolut eller lignende.