BEK 33/2024 · Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem
BEK 33/2024 Art. 4
Ansøgningens frist og form og behandling af ansøgning m.v.
Ansøgning om at brevstemme i hjemmet skal sendes til vælgerens opholdskommune senest kl. 18 tolv dage før valgdagen. Hvis tolv dage før valgdagen er en lørdag eller søndag, forlænges fristen for at indgive ansøgning om at brevstemme i hjemmet til førstkommende mandag kl. 12. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en senere frist for indgivelsen af ansøgningen om at brevstemme i hjemmet, dog senest tredjesidste hverdag, herunder lørdag, før valgdagen. Der kan tidligst ansøges 4 uger før valgdagen, ved folketingsvalg dog tidligst, når valget er udskrevet.
Stk. 2. I ansøgningen skal der oplyses om vælgerens fulde navn, personnummer, faste bopæl og adresse på opholdsstedet i de sidste 3 uger før valgdagen samt erklæres, at vælgeren på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne møde frem på afstemningsstedet på valgdagen.
Stk. 3. Ansøgningen kan sendes på et ansøgningsskema, der er godkendt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Ansøgningsskemaet kan fås hos kommunen (borgerservicecentret). Ansøgning kan også ske på anden vis, f.eks. telefonisk.
Stk. 4. Hvis vælgeren benytter ansøgningsskemaet, jf. stk. 3, skal ansøgningen være dateret og underskrevet af vælgeren. Hvis vælgeren ikke er i stand til at underskrive ansøgningsskemaet, kan en anden person skrive: »[stemmemodtagerens underskrift] for [vælgerens navn]«.