BEK 33/2024 · Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem
BEK 33/2024 Art. 3
Kommunalbestyrelsens opgaver
Der påhviler kommunalbestyrelsen følgende opgaver: 1) Kommunalbestyrelsen skal gennem annoncering i de stedlige dagblade eller lokalaviser sørge for, at vælgerne orienteres om muligheden for at brevstemme i hjemmet og om de nærmere betingelser herfor, jf. § 4. 2) Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at vælgere, der modtager personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmet, jf. § 83, stk. 1, i lov om social service, eller hjemmesygepleje, og som må antages at opfylde betingelserne for at stemme i hjemmet, får udleveret et ansøgningsskema. Ansøgningsskemaet udleveres af den person, der yder den personlige og praktiske hjælp m.v., eller hjemmesygeplejersken eller en anden aktivt udøvende i hjemmesygeplejerskeordningen. Den pågældende hjælper vælgeren med at udfylde og indsende skemaet, hvis det er nødvendigt. 3) Kommunalbestyrelsen skal udlevere ansøgningsskemaet på borgerservice. 4) Kommunalbestyrelsen skal fastsætte den dag eller de dage, hvor der kan brevstemmes i vælgernes hjem inden for den periode, der er nævnt i § 2. 5) Kommunalbestyrelsen skal udpege stemmemodtagere, jf. § 10, og sørge for, at disse bliver oplyst om tid og adresser for brevstemmeafgivningen. Kommunalbestyrelsen skal endvidere sørge for, at stemmemodtagerne er bekendt med deres opgaver i forbindelse med gennemførelsen af brevstemmeafgivningen og med de særlige pligter, der påhviler dem efter folketingsvalglovens § 62, stk. 1, og § 100, stk. 6, og den kommunale og regionale valglovs § 68, stk. 1, samt bliver forsynet med de fortegnelser over de opstillingsberettigede partier henholdsvis opstillede kandidatlister og kandidater m.v., der er nævnt i § 21, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om, at der i de boformer m.v., der er nævnt i folketingsvalglovens § 54, stk. 2, nr. 3 og 6, og den kommunale og regionale valglovs § 60, stk. 2, nr. 3 og 6, eller i nærmere angivne grupper af disse, ikke skal brevstemmes efter reglerne om institutionsafstemning, jf. de nævnte bestemmelser i folketingsvalgloven og den kommunale og regionale valglov, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at vælgerne i de pågældende boformer m.v. får besked om muligheden for at brevstemme efter reglerne om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem og om de nærmere betingelser herfor. Kommunalbestyrelsen skal også sørge for, at vælgere i de pågældende boformer m.v., som må antages at opfylde betingelserne for at stemme i hjemmet, får udleveret et ansøgningsskema, og at vælgeren får hjælp til at udfylde og indsende skemaet, hvis det er nødvendigt.