BEK 1229/2023 Art. 2
Anvendelse og definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Vejlederfartøj: Et fartøj, som har særlige opgaver med varsling og vejledning af andre skibe og fartøjer. 2) Aktivitet: Ethvert arbejde eller arrangement, bortset fra almindelig sejlads og fiskeri, som kan forringe sikkerheden i en ikke ubetydelig grad eller hindre fri sejlads, herunder bygge- og anlægsarbejder til søs, projekter, sprængninger, skydninger, programsatte begivenheder og lignende. 3) Autonomt fartøj: Et fartøj, der helt eller delvist opererer uden fysisk menneskelig interageren. 4) Bygge og anlægsarbejde: Arbejde på anlæg, konstruktioner, broer, tunneler, havne, rørledninger m.v. 5) Danske farvande: Det indre og ydre territorialfarvand samt den eksklusive økonomiske zone (EEZ). 6) Den ansvarlige: Enhver fysisk eller juridisk person eller dennes stedfortræder, der planlægger, iværksætter eller gennemfører en aktivitet. 7) Drone: Et fartøj, som fjernstyres ved menneskelig ageren. 8) Skibe og maritime enheder: Enhver form for flydende materiel, der kan anvendes som transportmiddel eller arbejdsplatform i det maritime element, herunder pramme, entreprenørfartøjer, kraner, ubåde m.v. 9) Ubåd: Et bemandet fartøj, der anvendes til sejlads under vandoverfladen, herunder fartøjer som fastlagt i IMOs vejledning MSC/Circ. 981 "Guidelines for the design, construction and operation of passenger submersible craft".