BEK 1216/2023 · Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats
BEK 1216/2023 Art. 102
Nytteindsats
Antallet af personer i nytteindsats, antallet af personer i virksomhedspraktik og antallet af ansatte med løntilskud må maksimalt udgøre 1) 1 person for hver 5 ordinært ansatte, hvis virksomheden har 0-50 ansatte, dog altid 1 person, og 2) herudover 1 person for hver 10 ordinært ansatte.
Stk. 2. I opgørelsen af antallet efter stk. 1 indgår personer omfattet af kapitel 11-13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kapitel 5 i lov om kompensation til handicapperede i erhverv m.v. samt personer omfattet af § 23 b i integrationsloven. Opgørelsen sker som fuldtidspersoner, hvor antallet af personer på fuld tid og på deltid skal opgøres som brøkdele af årsværk.
Stk. 3. Ved opgørelsen af antallet af ordinært ansatte medregnes alle beskæftigede, hvor antallet af fuldtids- og deltidsbeskæftigede og sæsonarbejdere skal opgøres som brøkdele af årsværk. Der skal dog ikke medregnes ansatte med offentligt tilskud og ansatte under 18 år.
Stk. 4. Opgørelsen sker ved at beregne gennemsnittet af antallet af ordinært ansatte i de seneste 4 måneder før etableringen af nytteindsatsen.
Stk. 5. Forud for etableringen af nytteindsats, skal der foreligge skriftlig tilkendegivelse fra arbejdsgiveren og en tillidsrepræsentant fra den relevante faggruppe på det pågældende P-nr. om, hvorvidt betingelserne i stk. 1 er opfyldt.
Stk. 6. Er der ikke en tillidsrepræsentant for den relevante faggruppe på det pågældende P-nr., inddrages én medarbejderrepræsentant i følgende rækkefølge: 1) En tillidsrepræsentant for den relevante faggruppe hos arbejdsgiveren opgjort på CVR-nr. 2) En fællestillidsrepræsentant hos arbejdsgiveren, opgjort på CVR-nr. 3) En medarbejderrepræsentant for den relevante faggruppe hos arbejdsgiveren opgjort på P-nr.
Stk. 7. Hvis den relevante tillidsrepræsentant, jf. stk. 5 og 6, er fraværende fra arbejdet på grund af sygdom, ferie eller andre forhold i mere end 3 arbejdsdage, kan arbejdsgiveren i stedet inddrage den næste medarbejderrepræsentant i rækkefølgen efter stk. 6.
Stk. 8. For personer i nytteindsats kan kommunen ansøge det regionale arbejdsmarkedsråd om dispensation fra betingelsen i stk. 1, jf. § 12 i bekendtgørelse om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Dette gælder dog ikke for opgaver, der omfatter visiterede ydelser efter lov om social service.