BEK 1152/2023 Art. 14
Kriterier og forpligtelser
Tilsagnshaver er forpligtet til følgende, når tilsagn om tilskud til forberedelse til afgræsning er opnået: 1) Gennemføre projektet i overensstemmelse med tilsagnet. 2) Informere om den offentlige medfinansiering af projektet, herunder skilte, jf. bilag III i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014. 3) Afslutte projektet og sende udbetalingsanmodning senest den 10. juni 2025. 4) Have opnået de nødvendige tilladelser og dispensationer fra offentlige myndigheder, inden anmodning om udbetaling indsendes. 5) Have et særskilt regnskabssystem eller en passende regnskabskode for alle transaktioner med tilknytning til projektet, jf. dog stk. 2. 6) Gennemføre projektet med de i bilag 1 anførte obligatoriske elementer samt specifikationer til den investering, der er givet tilsagn til. 7) Det etablerede projektområde fremstår som et naturligt sammenhængende areal. 8) Projektområdet er omkranset af et selvstændigt hegn, jf. dog stk. 3. Hvis dele af hegnet er et eksisterende hegn, skal denne del af hegnet også være af permanent karakter og egnet til indhegning af græssende dyr. 9) Hvor der ydes tilskud til etablering af kreaturovergang, færist, drikkevandsforsyning, fangefold og elforsyning, skal disse investeringer være klar til brug. Disse investeringerne skal befinde sig inden for det projektområde, der søges forberedt til afgræsning, jf. dog stk. 4-6. 10) Udgiftsbilagene er udstedt til tilsagnshaver.
Stk. 2. Private ansøgere, der kun søger om tilskud til investeringer omfattet af bilag 1, er undtaget fra forpligtelsen i stk. 1, nr. 5.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 8, finder ikke anvendelse på de dele af projektområdet, hvor der måtte være en eksisterende naturlig hegnslinje, hvis denne er egnet til at holde græssende dyr inde.
Stk. 4. Investeringer i forbindelse med tilskud til etablering af drikkevandsforsyning eller elforsyning kan i månederne september, oktober, november, december, januar, februar, marts, april og maj opbevares på en ejendom tilsagnshaver råder over, dyreholders ejendom eller på en nabo ejendom til projektområdet. Tilsagnshaver skal kunne dokumentere opbevaringen af investeringerne, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Frostfri drikkevandsforsyning skal dog befinde sig indenfor projektområdet hele året.
Stk. 6. Tilsagnshaver kan trække strøm fra en nærliggende ejendom, der befinder sig udenfor projektområdet, hvis det er nødvendigt for at gennemføre projektet.