Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 36/2023 · Bekendtgørelse for Grønland om registrering af skibe, herunder bareboat-registrering, og rettigheder over skibe i Dansk Skibsregister og optagelse i Fartøjsfortegnelsen af skibe med hjemsted i Grønland

BEK 36/2023 Art. 7

Optagelse af skib, matrikulering, registrering af ejerrettigheder, registerskift og udslettelse af skibe

In KraftAmtlicher Text

Anmeldelse som ejer af nybygget skib skal ske senest 30 dage efter levering fra værftet er sket.

Stk. 2. Ved anmeldelse om optagelse af et nybygget skib i DAS, skal anmelder oplyse eller fremlægge følgende: 1) Skibets navn, hjemsted, bruttotonnage, nettotonnage, anvendelsestype, byggeværft, herunder om skibet er bygget på mere end ét værft, byggeår, byggenummer, og om skibet er indført fra udlandet, herunder hvilket land, samt skibets udenlandske navn og hjemsted. 2) Oplysninger om ejerforholdet, herunder om ejerrettigheder overdrages i forbindelse med optagelsen, oplysninger om identiteten af køber eller ejer af skibet, datoen for overtagelse, samt om overdragelsen er endelig eller betinget. 3) Digitalt målebrev udstedt af en af Søfartsstyrelsen autoriseret skibsmåler eller klassifikationsselskab, eller kopi af målebrev godkendt af Søfartsstyrelsen.

Stk. 3. For skibe, som indføres fra udlandet, skal endvidere fremlægges original udslettelsesattest eller ikke-registreringsattest fra en udenlandsk registreringsmyndighed udstedt tidligst 3 måneder før anmeldelsen, såfremt skibet er færdigbygget eller har været under bygning på et udenlandsk værft, jf. dog § 15, stk. 3, i søloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning.

Stk. 4. Ved digital anmeldelse med digital signatur skal anmeldelsen underskrives digitalt af køber eller ejer og værftet, jf. dog stk. 7.

Stk. 5. Er en underskriver ikke forpligtet til at foretage digital anmeldelse, jf. § 6, stk. 2, skal anmelder indlevere blanket nr. 1, 2, eller 4, jf. bilag 1, afsnit II, om anmeldelse af skib til registrering, der er underskrevet af køber eller ejer, og som indeholder de oplysninger, der er angivet i stk. 2, nr. 1-2, til Søfartsstyrelsen. Sammen med anmeldelsen af skibet skal der indleveres et originalt dokument med overdragelse af ejendomsretten til skibet fra værftet til ejer. Dokumentet, som kan være et skøde eller et bilbrev, skal være underskrevet af byggeværftet. Skøde, Bill of Sale eller bilbrev kan udformes på formular nr. 1 – 3, jf. bilag 1, afsnit I.

Stk. 6. Værftet bekræfter ved sin underskrift, at skibet er færdigbygget, og at ejendomsretten er overdraget til vedkommende ejer.

Stk. 7. Anmeldelser, som indeholder udpegning af bestyrende reder, eller korresponderende reder, skal også underskrives af den eller de udpegede.

Stk. 8. Anmeldelser, som indeholder udpegning af den eller de, som opfylder aktivitets- og kontaktbetingelsen, jf. kapitel 12, eller opfylder krav om, at et fiskeskib effektivt administreres, kontrolleres og dirigeres fra Danmark, jf. kapitel 12, skal også underskrives af den eller de udpegede.