BEK 1358/2022 Art. 5
Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses opgaver
Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udarbejder et tilsagn til de ansøgere, der opnår tilskud, med angivelse af bl.a. tilskudsbeløbets størrelse, det godkendte projektbudget samt vilkår for tilskuddet.
Stk. 2. Tilsagnet er accepteret, når sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har modtaget tilsagnsmodtagers accept ved underskrift af tilsagnet af den eller de tegningsberettigede. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan kræve, at accepten sendes digitalt bl.a. via de it-systemer, som sekretariatet stiller til rådighed. Accepten skal være modtaget inden for den i tilsagnet angivne frist. Sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan i særlige tilfælde tillade, at accepten modtages efter den i tilsagnet fastsatte frist.
Stk. 3. Tilsagnsmodtager forpligter sig ved sin accept til at gennemføre projektet i henhold til ansøgningen, oplysninger givet under ansøgningens behandling samt de vilkår, der er knyttet til tilsagnet.