BEK 561/2022 · Bekendtgørelse om reglerne i lov om landbrugsejendomme
BEK 561/2022 Art. 17
Erhvervelse af landbrugsjord til naturformål
En fond, forening eller anden juridisk person, der har opnået forhåndsgodkendelse, kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom til naturformål uden tilladelse efter lovens § 24, stk. 1 eller 2, hvis ejendommen eller arealet i sin helhed ligger inden for områder, der efter planloven er udpeget som naturområde med særlige naturbeskyttelsesinteresser eller er udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde.
Stk. 2. En fond, forening eller anden juridisk person, der har opnået forhåndsgodkendelse, kan tillige erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom til naturformål, hvis ejendommen eller arealet i sin helhed ligger inden for 1) § 3-områder efter naturbeskyttelsesloven, 2) områder, hvor der er planer om gennemførelse af naturgenopretningsprojekter eller anvendelse til godkendte vådområdeprojekter, der forudsættes gennemført i nær fremtid, 3) områder, der efter planloven er udlagt som skovrejsningsområde, eller 4) råstofgrave, der ifølge den offentlige planlægning eller bestemmelser i medfør af råstofloven skal efterbehandles til naturformål.
Stk. 3. Erhvervelse af arealer uden for de i stk. 1 og 2 fastlagte områder kan kun ske med Landbrugsstyrelsens tilladelse efter lovens § 24, stk. 3, jf. tillige stk. 4. Tilladelse vil normalt ikke kunne meddeles, hvis der er tale om arealer med stor jordbrugsmæssig interesse.
Stk. 4. Nationalparkfonde, som er oprettet efter lov om nationalparker, og som har opnået forhåndsgodkendelse, jf. lovens § 24, stk. 1, nr. 1, kan erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller en del af en landbrugsejendom til naturformål uden tilladelse efter lovens § 24, stk. 1 eller 2, hvis ejendommen eller arealet i sin helhed ligger inden for områder, der er oprettet som nationalpark, jf. lov om nationalparker.