BEK 236/2022 · Bekendtgørelse om tilskud til vådområdeprojekter og lavbundsprojekter 2022
BEK 236/2022 Art. 11
Prioritering af projekter
Ansøgninger om tilskud til forundersøgelser af lavbundsprojekter, jf. § 3, nr. 3, prioriteres indenfor puljen afsat til sådanne efter bedste estimeret omkostningseffektivitet ved etablering af projektet i form af kr. pr. ton CO2-ækvivalenter pr. år.
Stk. 2. Ansøgninger om tilskud til etablering af lavbundsprojekter, jf. § 3, nr. 4, prioriteres efter prioriteringskriterier i bilag 5.
Stk. 3. Såfremt flere ansøgninger opnår samme antal point, jf. stk. 2, prioriteres ansøgningerne efter bedste omkostningseffektivitet.
Stk. 4. Et eller flere projekter om etablering af lavbundsprojekter må ikke overstige rammerne for kvælstofindsatsbehovet i et delvandopland, jf. bilag 2. Såfremt der i samme ansøgningsrunde indkommer ansøgninger om etablering af lavbundsprojekter til samme delvandopland, der tilsammen reducerer med mere end kvælstofindsatsbehovet, gives der afslag til det projekt, der opnår den laveste pointscore. Reducerer et eller flere projekter med en højere pointscore med mere end kvælstofindsatsbehovet, gives der afslag til de projekter, og projekter med lavere pointscore kan derefter opnå tilsagn, indtil reduktionsbehovet er opfyldt, jf. dog stk. 5 og 6 og § 15, stk. 3 og 4.
Stk. 5. Den i bilag 2 angivne samlede udskudte indsats for kvælstofreduktion fra delvandoplandet medregnes i begrænsningen i stk. 4, hvis der fortsat vurderes, at være et uudnyttet reduktionsbehov, og overstigningen ikke bidrager til at den samlede reduktion af kvælstofbelastning ved gennemførelse af lavbundsprojekter overstiger den samlede sum af kvælstofindsatsbehovet i bilag 2.
Stk. 6. Begrænsningen i stk. 4 og 5, kan fraviges i ganske særlige tilfælde, såfremt det vurderes, at der fortsat er et behov for kvælstofreduktion i delvandoplandet og overstigningen ikke bidrager til at den samlede reduktion af kvælstofbelastning ved gennemførelse af lavbundsprojekter overstiger den samlede sum af den kvælstofindsatsbehovet i bilag 1. Såfremt der sker en fravigelse, prioriteres projektet med den højeste pointscore, som ikke blev prioriteret efter stk. 4 og 5.
Stk. 7. Der tildeles tilsagn til ansøgninger om forundersøgelser efter prioriteringen i stk. 1, og ansøgninger om etableringer efter prioriteringen i stk. 2-6, indtil bevillingsrammen er nået.