BEK 236/2022 · Bekendtgørelse om tilskud til vådområdeprojekter og lavbundsprojekter 2022
BEK 236/2022 Art. 10
Prioritering af projekter
Ansøgninger om tilskud til forundersøgelse af vådområdeprojekter til fjernelse af fosfor, jf. § 3, nr. 1, prioriteres indenfor puljen afsat til sådanne efter bedste arealeffektivitet i form af kr. pr. ha.
Stk. 2. Ansøgninger om tilskud til etablering af vådområdeprojekter til fjernelse af fosfor, jf. § 3, nr. 2, prioriteres indenfor puljen afsat til sådanne efter bedste omkostningseffektivitet i form af kr. pr. kg P pr. år.
Stk. 3. Såfremt flere projekter angående forundersøgelse eller etablering af fosforvådområder har samme arealeffektivitet eller omkostningseffektivitet, prioriteres disse indenfor de enkelte puljer efter størrelsen af fosforreduktionen, således at projektet med størst reduktionspotentiale prioriteres højest.
Stk. 4. Et eller flere projekter om etablering af fosforvådområder må ikke overstige rammerne for fosforindsatsbehovet i et søopland, jf. bilag 3. Såfremt der i samme ansøgningsrunde indkommer ansøgninger om etablering af fosforvådområder til samme søopland, der tilsammen reducerer med mere end fosforindsatsbehovet, gives der afslag til det projekt, der opnår den laveste prioritering. Reducerer et eller flere projekter med en højere prioritering med mere end fosforindsatsbehovet, gives der afslag til de projekter, og projekter med lavere prioritering kan derefter opnå tilsagn, indtil reduktionsbehovet er opfyldt.
Stk. 5. Begrænsningen i stk. 4, kan fraviges i ganske særlige tilfælde, såfremt det vurderes, at der fortsat er et behov for fosforreduktion. Såfremt der sker en fravigelse, prioriteres projektet med den højeste pointscore, som ikke blev prioriteret efter stk. 4.
Stk. 6. Der tildeles tilsagn til ansøgninger om forundersøgelser efter prioriteringen i stk. 1, og ansøgninger om etableringer efter prioriteringen i stk. 2-5, indtil bevillingsrammen er nået.