BEK 2518/2021 · Bekendtgørelse om udbetaling af supplerende ydelse for udsendt personel m.v.
BEK 2518/2021 Art. 6
Ydelse til skadelidte
Den supplerende skattepligtige løbende ydelse beregnes som differencen mellem de øvrige ydelser, som den skadelidte vil få udbetalt, jf. stk. 2, og de ydelser, som den skadelidte ville have fået udbetalt, hvis den skadelidte havde været ansat som tjenestemand, jf. stk. 3.
Stk. 2. I beregningsgrundlaget for, hvad den skadelidte i øvrigt vil få udbetalt, indgår følgende ydelser: 1) Erhvervsevnetabserstatning i henhold til lov om arbejdsskadesikring og lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion. 2) Engangsbeløb og løbende udbetalinger som følge af ansættelsesforholdet eller som følge af tilskadekomsten i tjenesten, og som en tjenestemand i en tilsvarende situation ikke ville få udbetalt. 3) Arbejdsgiverfinansierede pensionsordninger. 4) Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP). 5) Pension i henhold til lov om tjenestemandspension.
Stk. 3. I beregningsgrundlaget for, hvad den skadelidte ville have fået udbetalt, hvis den skadelidte havde været ansat som tjenestemand, indgår følgende ydelser: 1) Erhvervsevnetabserstatning i henhold til lov om arbejdsskadesikring og lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion. 2) Tilskadekomstpension i henhold til lov om tjenestemandspension. 3) Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).
Stk. 4. I beregningsgrundlaget efter stk. 2 og 3 indgår ikke ydelser, der kommer til udbetaling fra privattegnede pensions- og forsikringsordninger og ydelser som følge af ansættelsesforhold på det private arbejdsmarked eller andre statslige arbejdergivere end Forsvarsministeriet og myndigheder på Forsvarsministeriets område. For så vidt angår stk. 2 gælder dette dog ikke for pension i henhold til lov om tjenestemandspension.
Stk. 5. Ydelser, der kommer til udbetaling efter § 11 a, § 11 c og § 11 d i lov om forsvarets personel, indgår ikke i beregningsgrundlaget efter stk. 2 og 3.
Stk. 6. Ved beregning af ydelsen omregnes engangsbeløb, og værdien af arbejdsgiverfinansierede pensionsordninger og Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) til en løbende månedlig ydelse.