BEK 2518/2021 · Bekendtgørelse om udbetaling af supplerende ydelse for udsendt personel m.v.
BEK 2518/2021 Art. 5
Ydelse til skadelidte
En skadelidt anses for efter en hypotetisk vurdering at ville være blevet afskediget som følge af tilskadekomsten, når 1) tilskadekomsten vurderes at have gjort den skadelidte uarbejdsdygtig i et omfang, hvor den pågældende ville være blevet afskediget som følge af tilskadekomsten, såfremt den pågældendes ansættelse på Forsvarsministeriets område ikke var ophørt, og 2) der ikke forud for den skadelidtes hypotetiske afskedigelse vurderes at være konkurrerende forhold, som selvstændigt kunne have medført afskedigelse.
Stk. 2. Ved vurderingen efter stk. 1, nr. 1, kan der navnlig lægges vægt på oplysninger om den skadelidtes erhvervsforløb efter afgangen fra Forsvarsministeriets område og den beskæftigelse, som den skadelidte er i stand til at varetage, herunder om den skadelidte har beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, om skadelidte har beskæftigelse på særlige vilkår, og om skadelidte er tilkendt førtidspension eller lignende.
Stk. 3. Ved vurderingen efter stk. 1, nr. 2, kan der navnlig lægges vægt på oplysninger om, hvorvidt den skadelidte havde helbredsforringelse af andre årsager end tilskadekomsten, og hvorvidt der forelå forhold, som ville have været uforenelige med den skadelidtes fortsatte ansættelse på Forsvarsministeriets område, herunder om vedkommende var straffet.