BEK 2341/2021 · Bekendtgørelse om brandsyn
BEK 2341/2021 Art. 2
Kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab) foretager brandsyn af de objekter, der fremgår af bilag 1 og 2, jf. dog stk. 3-6.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab) fører en fortegnelse over de brandsynsobjekter omfattet af stk. 1, hvor der foretages ordinære brandsyn, jf. § 5, nr. 1 og § 6.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab) kan beslutte at foretage brandsyn, hvis det i det enkelte tilfælde skønnes nødvendigt for at forebygge eller formindske brandfaren og for at sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand, af: 1) Feriehuse med flere end 10 sovepladser, der anvendes til udlejning, og hvor der ikke før 1. januar 2022 er givet driftsmæssige pålæg efter beredskabslovgivningen. 2) Diskoteker, natklubber, restaurationslokaler o.lign. til flere end 50 og højst 150 personer, og hvor der ikke før 1. januar 2022 er givet driftsmæssige pålæg efter beredskabslovgivningen. 3) Soverumsafsnit med flere end 10 sovepladser i hoteller m.v., hvor der før 1. januar 2022 er foretaget brandsyn, men som ikke er i brandsynskategori 3, jf. bilag 1. 4) Dagsinstitutionsafsnit til flere end 50 personer eller med flere end 10 sovepladser, hvor der før 1. januar 2022 er foretaget brandsyn, men som ikke er i brandsynskategori 1, 3 eller 4, jf. bilag 1.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab) beslutter i det enkelte tilfælde, om der skal foretages brandsyn af transportable konstruktioner til flere end 150 personer og midlertidige camping- og salgsområder til flere end 150 personer, jf. bygningsreglementet.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab) beslutter i det enkelte tilfælde, om der skal foretages brandsyn af bygningsafsnit, der anvendes til midlertidige overnatninger, jf. bygningsreglementet.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab) beslutter i det enkelte tilfælde, om der skal foretages brandsyn af større arrangementer, som kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab) har pålagt driftsmæssige krav i henhold til § 35, stk. 3, i beredskabsloven.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen (det kommunale redningsberedskab) kan i brandsynet af brandsynsobjekter omfattet af bilag 1 undtagelsesvist inddrage bygninger eller lokaler beliggende ved og med samme ejer eller bruger og samme anvendelse som brandsynsobjektet. Inddragelsen kan ske, såfremt det konkret skønnes nødvendigt for at forebygge eller formindske brandfaren og for at sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand.