BEK 2288/2021 · Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om dansk akvakultur
BEK 2288/2021 Art. 3
Fysiske og juridiske personer, som ejer eller driver et akvakulturanlæg, skal hvert år indberette følgende oplysninger om driften af akvakulturanlægget i det foregående kalenderår til Fiskeristyrelsen: 1) Ejers navn, adresse og CVR-nummer eller eventuelt CPR-nummer samt eventuelt telefonnumre og e-mailadresse. 2) Hvis akvakulturanlægget er bortforpagtet eller udlejet oplyses forpagters eller lejers navn, adresse og CVR-nummer eller eventuelt CPR-nummer samt eventuelt telefonnumre og e-mailadresse. 3) Eventuel kontaktpersons og/eller revisors navn og telefonnummer. 4) Antal beskæftigede, opdelt på henholdsvis fuldtids-, deltids- og sæsonbeskæftigede mænd og kvinder, samt på ansatte med løn og ejer eller ejers familie (som ikke modtager løn). 5) Hvorvidt anlægget drives i fælles drift med andre anlæg med et fælles regnskab. 6) Dato for afslutning af regnskabsperiode. 7) Anlægsoplysninger i overensstemmelse med bilag 1. 8) Alle arter, der har været opdrættet i akvakulturanlægget. 9) Årets tilførsel til anlægget i overensstemmelse med bilag 2. 10) Årets fraførsel fra anlægget i overensstemmelse med bilag 3. 11) Bestand opgjort i mængde i kg pr. 31. december. 12) Årets foderforbrug i anlægget i mængde i kg samt type.
Stk. 2. Oplysningerne nævnt i stk. 1 skal afgives til Fiskeristyrelsen på et særligt indberetningsskema, som Fiskeristyrelsen udsteder i januar i indberetningsåret. Skemaet er tilgængeligt på Virks hjemmeside og Fiskeristyrelsens hjemmeside. Der skal anvendes et indberetningsskema for hvert enkelt akvakulturanlæg. Indberetningsskemaerne skal være modtaget i Fiskeristyrelsen senest den 1. marts i indberetningsåret.
Stk. 3. Uanset stk. 2, kan Fiskeristyrelsen tillade, at oplysningerne for flere akvakulturanlæg, som ejes af samme fysiske eller juridiske person, kan indberettes på ét indberetningsskema. Tilladelse forudsætter, at akvakulturanlæggene er af samme type, og at de regnskabsføres på samme CVR-nummer. Tilladelsen gives under hensyntagen til anlæggenes grad af samdrift mv. Begrundet ansøgning herom med ansøgers underskrift skal være Fiskeristyrelsen i hænde senest den 10. februar i indberetningsåret og skal indeholde følgende oplysninger: 1) Navn, adresse og telefonnummer på ejer og eventuel forpagter af anlæggene. 2) Anlægsnavn, anlægsnummer, anlægstype, adresse, økologisk status, produktionsvand og opdrætsart(er) for hovedanlæg og de underanlæg, der ønskes indberettet på indberetningen for hovedanlægget. 3) Ansøgers kontaktoplysninger, såfremt ansøger er forskellig fra ejer eller forpagter.