BEK 1788/2021 Art. 19
Etablering som fest- eller scenefyrværker i Danmark
Kursus- eller uddannelsesbeviser, jf. § 18, skal opfylde følgende betingelser: 1) De skal være udstedt af en kompetent myndighed i et af de i § 1, stk. 1, nævnte lande, der er udpeget i overensstemmelse med landets love eller administrative bestemmelser, jf. dog stk. 4. 2) De skal attestere, at den pågældende ved en prøve har dokumenteret erhvervsmæssige kvalifikationer, der mindst svarer til et niveau, som ligger umiddelbart forud for det, der kræves i Danmark.
Stk. 2. Kursus- eller uddannelsesbeviser, jf. § 18, nr. 2-4, skal herudover attestere, at ansøgeren har modtaget undervisning, som omfatter følgende fag eller discipliner: 1) Anvendelse af professionelt fyrværkeri. 2) Opbevaring af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler. 3) Brand og førstehjælp. 4) Transport af fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler. 5) Kendskab til lovgivning om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler.
Stk. 3. Kursus- eller uddannelsesbeviser efter § 18, nr. 3-4, skal ligeledes attestere, at indehaveren er forberedt til at udøve det pågældende erhverv.
Stk. 4. Ethvert uddannelsesbevis udstedt i et tredjeland sidestilles med et uddannelsesbevis udstedt af en kompetent myndighed i overensstemmelse med landets love eller administrative bestemmelser i et af de i § 1, stk. 1, nævnte lande, hvis indehaveren inden for det pågældende erhverv har en erhvervserfaring af 3 års varighed i et af de i § 1, stk. 1, nævnte lande, som har anerkendt det pågældende uddannelsesbevis og har attesteret erhvervserfaringen.