Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1555/2021 · Bekendtgørelse om nødpulje til store velgørende musikfestivaler, der er i risiko for at gå konkurs, som følge af restriktioner i forbindelse med håndtering af covid-19

BEK 1555/2021 Art. 3

Betingelser for at modtage kompensation

In KraftAmtlicher Text

Det er en betingelse for at modtage kompensation efter ordningen, at festivalen ikke kan afvikles eller må afvikles i væsentlig ændret form, jf. § 2, nr. 7, som følge af restriktioner relateret til covid-19, og at ansøger som følge heraf er i risiko for at gå konkurs, jf. § 2, nr. 6.

Stk. 2. Det skal i forbindelse med ansøgning om kompensation efter ordningen sandsynliggøres, at festivalen ville have haft mindst 350 deltagere til stede på samme tidspunkt, på samme lokalitet. Dette kan blandt andet sandsynliggøres ved henvisning til en referencefestival, jf. § 2, nr. 8.

Stk. 3. De juridiske enheder, der ansøges om kompensation til, skal have udtømt mulighederne for at søge støtte fra de generelle kompensationsordninger om blandt andet faste omkostninger, lønkompensation og arrangementspuljen på Erhvervsministeriets og Kulturministeriets område, inden der kan søges fra ordningen for velgørende festivaler. Uanset 1. pkt., er ansøger ikke forpligtet til at have søgt ordninger, hvor det er åbenlyst, at ansøger ikke er berettiget til at modtage kompensation. Ansøger skal dokumentere omfanget af den modtagne støtte samt eventuelle afslag. Har de juridiske enheder undladt at søge om kompensation fra de generelle covid-19-hjælpepakker, skal ansøger redegøre herfor i ansøgningen.

Stk. 4. Ansøger skal dokumentere at have taget alle nødvendige og relevante initiativer og værktøjer i brug for at reducere sine omkostninger, jf. § 2, nr. 6, litra b, herunder særligt variable omkostninger, som kan falde bort. Hvis ansøger har finansieret investeringer eller afholdt større variable omkostninger på egenkapitalen, og der søges om kompensation til nødvendige ekstraordinære omkostninger, skal ansøger redegøre for, hvorfor investeringen eller den variable omkostning ikke kunne udskydes eller falde bort, jf. 1. pkt.

Stk. 5. I det omfang, der søges om kompensation til nødvendige ekstraordinære omkostninger, jf. § 2, nr. 10, skal ansøger redegøre for, hvorfor omkostningen ikke kan udskydes eller falde bort, jf. § 3, stk. 4.

Stk. 6. Ansøger skal dokumentere at have anvendt den disponible formue, som ikke er nødvendige for at sikre den fortsatte drift (going concern) og udvikling. Den disponible formue forstås som likvider og let omsættelige aktiver, f.eks. værdipapirer, der ikke vurderes nødvendige for at sikre den fortsatte drift og udvikling, jf. § 2, nr. 6, litra c. Ansøger skal indsende en vurdering af likviditetsbehovet og omfanget af let omsættelige aktiver, som er nødvendige at bevare for at sikre den fortsatte drift, samt i tilknytning hertil en vurdering af den forventede udvikling i egenkapitalen.

Stk. 7. Ansøger skal fremsende et perioderegnskab samt et likviditetsbudget, der demonstrerer den nedadgående økonomiske udvikling, der er opstået som følge af covid-19-restriktioner. Perioderegnskabet skal starte den 1. januar 2021 og afsluttes på ansøgningstidspunktet. Likviditetsbudgettet skal begynde ved ansøgningstidspunktet og slutte, når alle omkostninger i forbindelse med festivalen og nødvendige ekstraordinære omkostninger forventes at være afholdt og anvendt.

Stk. 8. Ansøger skal opgøre og oplyse de omkostninger, som de juridiske enheder, der søges kompensation til, allerede har afholdt eller er kontraktligt forpligtet til at afholde i forbindelse med planlægning, afvikling, efterbehandling og aflysning af festivalen.

Stk. 9. Allerede opnåede indtægter jf. § 2, nr. 12, som dækker omkostninger relateret til festivalen, herunder øvrig covid-19-støtte, skal fratrækkes opgørelsen af omkostninger efter stk. 8. Omkostninger, der kan genaktiveres og dermed indbringe en indtjening, kan ikke kompenseres.

Stk. 10. Ansøger skal opgøre og oplyse sit forventede indtægtstab sammenlignet med en referencefestival, jf. § 2, nr. 8.

Stk. 11. Der kan ikke søges kompensation for omkostninger, som kan dækkes af festivalens forsikring.

Stk. 12. Ansøger skal dokumentere, at det er afgørende for den videre drift, at der ydes kompensation efter ordningen.

Stk. 13. Der ydes ikke støtte til juridiske enheder, der før den 31. december 2019 var kriseramt som defineret i artikel 1, stk. 4, litra c, i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.