BEK 1555/2021 Art. 2
Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Festival: Den begivenhed, de af bekendtgørelsen omfattede juridiske enheder løbende understøtter afviklingen af. Festivalen skal være en regelmæssigt tilbagevendende konstruktion med en række af koncerter, der som regel afvikles over flere dage. Ordningen omfatter alene musikfestivaler. 2) Arrangør: Den formelle arrangør af festivalen, jf. nr. 1. Den formelle arrangør af festivalen og den forbundne juridiske enhed, jf. nr. 5, har som regel ikke en juridisk tilknytning til hinanden, men er typisk kontrolleret af samme personkreds. 3) Velgørende festivaler: Festivaler, som formelt arrangeres af en juridisk person, der uddeler årets overskud til velgørende formål, og som typisk er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 17. 4) Almen foreningskonstruktion: En foreningskonstruktion, som er karakteriseret ved, at festivalen formelt arrangeres af en juridisk enhed, som typisk er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 17. Festivalens medarbejdere, udstyr, fast ejendom mv. ejes af en særskilt juridisk enhed. Denne juridiske enhed udlejer aktiverne til den formelle arrangør. Begge enheder kontrolleres typisk af samme personkreds. De øverste juridiske enheder i festivalgruppen vil typisk bestå af en fond og en forening. 5) Forbundet juridisk enhed: En juridisk person, der inden den 6. marts 2020 er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), og som er etableret direkte med henblik på at understøtte den løbende afvikling af festivalen. Det vil blandt andet være den forbundne juridisk enheds funktion at eje de aktiver mv., der udlejes til den formelle arrangør af festivalen. 6) Risiko for at gå konkurs: Ansøger betragtes som værende i risiko for at gå konkurs, hvis denne har omkostninger, det ikke er muligt at afholde efter, at: a) enheden har udtømt mulighederne for at søge støtte fra andre offentlige kompensationsordninger relateret til covid-19, b) enheden har taget alle nødvendige og relevante initiativer og værktøjer i brug for at reducere omkostningerne, og c) enheden har anvendt den del af den disponible formue, der ikke er nødvendig for at sikre den fortsatte drift (going concern) og udvikling. Den disponible formue forstås som likvider og let omsættelige aktiver, f.eks. værdipapirer. 7) Væsentligt ændret: Festivalen afvikles med væsentligt flere restriktioner, væsentligt færre koncerter og/eller tilskuere, end den var dokumenterbart planlagt til eller festivalen må udskydes, som følge af covid-19-restriktioner. 8) Referencefestival: Sammenligningsgrundlag for beregning af indtægtstab og sandsynliggørelse af antal deltagere. Grundlaget baserer sig på en sammenligning med den senest afviklede festival, der ikke var påvirket af covid-19-relaterede restriktioner. 9) Omkostninger: Omkostninger, der direkte relaterer sig til festivalens planlægning, afvikling, efterbehandling eller aflysning. Omkostningerne kan f.eks. udgøres af lønninger og personale- og rejseomkostninger, husleje m.v., udgifter til vedligeholdelse af materiel og andre anlægsaktiver og udgifter til revision. Ordningen dækker ikke omkostninger, der er relateret til anden aktivitet end de i 1. pkt. nævnte. 10) Nødvendige ekstraordinære omkostninger: Omkostninger, der er nødvendige for at sikre den fortsatte drift og vedligeholdelse af festivalen i sin nuværende form. En nødvendig omkostning kan ikke udskydes til et senere år, selvom den juridiske enhed tager alle nødvendige og relevante initiativer og værktøjer i brug for at reducere sine omkostninger, herunder særligt variable omkostninger, som kan falde bort, jf. § 2, nr. 6, litra b og § 3, stk. 4. 11) Genaktivering af omkostninger: Omkostninger knyttet til planlægning, afvikling, efterbehandling eller aflysning af festivalen, som ved aktivering på et senere tidspunkt forventes at generere en økonomisk indtjening. 12) Indtægter: Indtægter som hidrører fra fakturerede ydelser eller varer, kontantsalg og lignende, f.eks. indtægter fra udlejning af materiel til festivalen, udlejning af personale, drift af spisesteder mv., eller fra sponsorater, tilskud og donationer. 13) Kompensationsperiode: Den periode, hvori der afholdes udgifter til planlægning, afvikling, efterbehandling og aflysning af en festival, der var dokumenterbart planlagt til afholdelse i perioden fra den 1. maj 2021 til og med den 30. september 2021.