BEK 1516/2021 · Bekendtgørelse om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed
BEK 1516/2021 Art. 19
Tilsyn med programvirksomheden m.v.
Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med udøvelsen af programvirksomheden, herunder med anvendelsen af tilskudsmidler i henhold til kapitel 6. Nævnet kan i den forbindelse gennemføre stikprøvekontrol.
Stk. 2. Indehavere af tilladelser til udøvelse af programvirksomhed er forpligtede til at optage og i 6 måneder opbevare optagelser af programfladen, jf. herved radio- og fjernsynslovens § 87 og bekendtgørelse nr. 607 af 20. juni 2005 om optagelse, opbevaring og aflevering af radio- og fjernsynsprogrammer.
Stk. 3. Radio og tv-nævnet kan fastsætte nærmere retningslinjer for udformningen samt hyppigheden af indsendelse af materiale i henhold til stk. 2, herunder pålægge samtlige tilladelseshavere pligt til at indsende optagelser for en af nævnet nærmere fastsat periode.
Stk. 4. Indehavere af tilladelser til udøvelse af programvirksomhed er pligtige at opbevare materiale i henhold til stk. 2, indtil erklæring på tro og love er modtaget eller årsregnskabet er godkendt af Radio- og tv-nævnet i henhold til de til enhver tid gældende regler om driftstilskud fra Kulturministeriet.
Stk. 5. Indehavere af tilladelser til udøvelse af programvirksomhed kan til brug for Radio- og tv-nævnets tilsyn pålægges at tilvejebringe fyldestgørende oversættelser af programmer og programoversigter på andre sprog end dansk, norsk, svensk, tysk og engelsk.