BEK 1349/2021 Art. 14
Udnyttelse og bortfald af tilladelser til brug af kvælstof meddelt i årene 2019 og 2020 efter bekendtgørelse om indfasning af kvælstof til akvakulturerhvervet
Sager om miljøgodkendelse af miljø- og ressourceeffektive dambrug og visse havbrug, jf. listepunkt I 201-I205 i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomheder, hvor Miljøstyrelsen senest den 30. marts 2020 har meddelt tilladelse efter § 7 i bekendtgørelse nr. 1327 af 26. november 2018 om indfasning af kvælstof til akvakulturerhvervet til brug af kvælstof i forbindelse med godkendelse af det projekt, som ligger til grund for ansøgningen, skal færdigbehandles efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden skal lægge Miljøstyrelsens afgørelse efter § 7 i den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse, til grund ved udformningen af vilkår om maksimal udledning af kvælstof i miljøgodkendelsen, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Godkendelsesmyndigheden vurderer, hvorvidt den øvrige lovgivning er til hinder for eller kræver yderligere undersøgelser eller tilladelser, før der kan meddeles miljøgodkendelse.
Stk. 4. Hvis godkendelsesmyndigheden træffer afgørelse om, at andre forhold end, hvad der er omfattet af Miljøstyrelsens afgørelse efter § 7 i den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse, helt eller delvist er til hinder for, at der meddeles miljøgodkendelse, bortfalder Miljøstyrelsens tilladelse til brug af kvælstof fra kvælstofpuljerne helt eller delvist.
Stk. 5. Godkendelsesmyndigheden meddeler udfaldet af sin afgørelse om miljøgodkendelse til Miljøstyrelsen senest 14 dage efter afgørelsen er truffet.
Stk. 6. Påklages afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, meddeler godkendelsesmyndigheden nævnets afgørelse til Miljøstyrelsen, senest 14 dage efter afgørelsen er meddelt godkendelsesmyndigheden.