BEK 1196/2021 Art. 2
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Beboer: En person, der er fyldt 18 år, som har bopæl i en ejendom, herunder et sommerhus som lovligt anvendes til helårsbeboelse, omfattet af § 1, og som ifølge støjudbredelseskort udarbejdet i medfør af § 4 er berettiget til kompensation. 2) Sommerhusejer: En person, som helt eller delvist ejer et sommerhus, der anvendes af ejeren eller ejerne som fritids- og feriebolig, og som ifølge støjudbredelseskort udarbejdet i medfør af § 4 er berettiget til kompensation. 3) Bopæl: Det sted (en bolig, der er registreret som boligareal i Bygnings- og Boligregistret, BBR, herunder et sommerhus, som lovligt anvendes til helårsbeboelse), hvor en person eller en husstand regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor denne har sine ejendele og folkeregisteradresse. 4) Sommerhus: En bolig, der anvendes som ferie- og fritidsbolig, herunder traditionelle sommerhuse, fritidshuse og feriehuse, hvor der ikke er tilladelse til helårsbeboelse. Det har ikke betydning, om boligen ligger i eller uden for et sommerhusområde. 5) Husstand: Samtlige beboere på en bopæl uanset relationerne mellem dem. 6) Normal arbejdstid: Periode i tidsrummet fra kl. 7.00 til kl. 18.00 på hverdage. 7) Uden for normal arbejdstid: Periode uden for normal arbejdstid, jf. § 2, stk. 1, nr. 6, på hverdage samt hele døgnet lørdage, søndage og helligdage. 8) Støj: Når det beregnede energiækvivalente A-vægtede lydtryksniveau i dB (L Aeq ), som en bolig udsættes for, fastsat i medfør af § 6, stk. 1, i bekendtgørelse om forurening og gener fra visse arbejder i forbindelse med anlæg af Femern Bælt-tunnelen, overstiger 55 dB(A) uden for normal arbejdstid.