BEK 441/2021 · Bekendtgørelse om forsvarets militære akademiuddannelse
BEK 441/2021 Art. 6
Struktur og indhold
Forsvarets militære akademiuddannelse består af 60 ECTS-point og omfatter følgende: 1) Obligatoriske moduler, svarende til mindst 20 ECTS-point. 2) Uddannelsesretningsspecifikke moduler på mindst 15 ECTS-point og højst 25 ECTS-point, jf. stk. 3-5. 3) Valgfrie moduler, svarende til mindst 5 ECTS-point, der er understøttende i forhold til uddannelsens mål for læringsudbytte. Valgfrie moduler inden for andre fagområder end uddannelsens fagområde kan dog højst udgøre 15 ECTS-point for den enkelte studerende. 4) Afgangsprojekt, svarende til 10 ECTS-point, der afslutter uddannelsen. Afgangsprojektet skal dokumentere, at uddannelsens mål for læringsudbytte er opnået. Afgangsprojektets emne skal ligge inden for uddannelsesretningens faglige område. Forsvarsakademiet godkender emnet. Den studerende kan først gå til afsluttende prøve i afgangsprojektet, når moduler af et samlet omfang på 50 ECTS-point er bestået.
Stk. 2. De enkelte moduler kan have et omfang på 5 eller 10 ECTS-point. Modulerne indeholder anvendt teori og metode i relation til professionens og fagområdets praksis.
Stk. 3. Forsvarets militære akademiuddannelse tilrettelægges med flere uddannelsesretninger. En uddannelsesretning konstitueres af en række retningsspecifikke moduler, der giver den studerende mulighed for gennem specialisering eller toning inden for uddannelsens formål at kvalificere erhvervskompetencen i en given retning. For den enkelte uddannelsesretning fastsættes mål for læringsudbytte som delmål, der indgår i den enkelte uddannelses samlede mål for læringsudbytte. Forsvarsakademiet kan fastsætte rækkefølgen af modulerne, herunder at et modul kan være forudsætning for et efterfølgende modul.
Stk. 4. En uddannelsesretning har et omfang, der svarer til mindst 15 og højst 25 ECTS-point.
Stk. 5. Den, der har gennemført en godkendt uddannelsesretning, har ret til at anvende den betegnelse, der knytter sig til akademiuddannelsen efterfulgt af den retningsbetegnelse, der fremgår af studieordningen.